Østre Landsret godkender, at den tamilske hjælpeorganisation T.R.O. Danmark har fået spærret sine penge, fordi den står på USA`s terrorliste
Spærringen i februar af den tamilske hjælpeorganisation T.R.O. Danmarks bankkonti blev i onsdags godkendt af Østre Landsret. Det sker med henvisning til, at 'T.R.O. Danmark er optaget på den amerikanske terrorliste'.
I sin procedure indrømmede anklagemyndigheden, at den ikke er 'i besiddelse af konkret viden om, hvorfor T.R.O. Danmark er opført på USA`s terrorliste'.
T.R.O. Danmarks advokat, Bjarne Overmark, er rystet i sin grundvold over Østre Landsrets kendelse. Han havde på foreningens vegne anket Københavns Byrets afgørelse om at indefryse foreningens penge.
- Det er nærmest uhyggeligt. Østre Landsret siger, at det er i orden at beslaglægge T.R.O.`s midler, fordi man står på en liste, selvom den der anklager en, ikke ved hvorfor man står der, siger Bjarne Overmark til Arbejderen.
Det harmer især advokaten, at han ikke kan få at vide, hvad hans klient er anklaget for.
- USA sætter nogen på en liste, og så svinger de danske domstole gummistemplet, siger han.
T.R.O. står for Tamil Rehabilitation Organisation. Foreningens formål er at hjælpe mennesker i nød i Sri Lanka. T.R.O. har hovedkontor i Sri Lanka, og har flere afdelinger i resten af verden.
Sagen mod T.R.O. Danmark startede, fordi Danmarks Radio i en tv-udsendelse i 2006 påstod, at penge indsamlet til tsunamiens ofre havnede hos de tamilske tigre, LTTE. Tigrene er optaget på både EU og USA`s terrorlister.
Advokat Bjarne Overmark vil nu overveje sit næste skridt. Foreløbig har han i et brev til Folketingets Retsudvalg søgt foretræde for sig selv og repræsentanter for T.R.O. Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278