Hvis vi ikke får ratificeret Lissabon-traktaten nu kan det bringe EU ud i en permanent krise. Det er SF ikke interesseret i, siger EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard
Siden det sidste landsmøde i SF har partiet fået et andet syn på EU-undtagelserne. Når Lissabon-traktaten om kort tid er ratificeret, er SF parat til at droppe flere af undtagelserne eller forbehold, som de også kaldes.
Den militære undtagelse skal fjernes først, derefter står den retslige undtagelse for tur, fortæller SF`s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard.
- Helst vil vi helt af med retsforbeholdet, men her er vi dybt uenige med regeringen, som ønsker en tilvalgsordning omkring EU`s retspolitik, siger Anne Grete Holmsgaard til Arbejderen.
- Vi vil gå ind i forhandlingerne og forsøge at presse regeringen. Vi ønsker den størst mulige indsnævring af Danmarks mulighed for at stå udenfor fælles EU-beslutninger på det retslige område.
Holdningen til undtagelserne vil blive vendt på landsmødet, ligesom der skal vedtages et valgprogram i forhold til EU-parlamentet. Men alt tyder på, at EU-debatten ikke komme til at fylde særlig meget på landsmødet.
Omkring Lissabon-traktaten mener SF, at den burde have været til folkeafstemning, men har afvist at sætte gennemførelsen af en folkeafstemning som krav for at være med til at lave en aftale om dansk europapolitik med de andre ja-partier i Folketinget. En sådan aftale så dagens lys i slutningen af februar.
Anne Grete Holmsgaard er godt tilfreds med aftalen, og ser den som en præcisering af de danske holdninger til EU-samarbejdet, som partierne bag aftalen er forpligtigede til at arbejde for. Hun fremhæver for eksempel, at aftalen konstaterer, at principperne i FN er styrende for sikkerhedspolitikken.
Gyldighed?
Der er blevet rejst tvivl ved den juridiske gyldighed af partiernes Europaaftale af blandt andet Marlene Wind, ekspert i EU og folkeret. Hun vurderer, at aftalen kun har gyldighed, så længe det enkelte aftale-parti ønsker det.
- Der er ikke noget juridisk, der forhindrer et parti i at droppe aftalen, har Marlene Wind tidligere udtalt til Arbejderen.
Men den bekymring afvises pure af Anne Grete Holmsgaard.
- Det er helt utænkeligt, at nogen vil gå fra aftalen, mener hun.
Europaaftalen slår blandt andet fast, at: 'Traktaten indebærer ikke skabelsen af en europæisk hær', selvom der i traktaten står, at: 'Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.'
Ligende formuleringer har været i de seneste traktater, forklarer Anne Grete Holmsgaard.
- Og i realiteten er det gået den modsatte vej, alle lande har afrustet, siger hun.
Europaaftale indeholder også følgende erklæring: 'Partierne vil vende sig imod EU-tiltag, der er i modstrid med konfliktretten.'
Her tænkes tydeligvis på den såkaldte Vaxholm-dom. Den blev afsat af EF-domstolen i sagen, hvor svensk fagbevægelse blokerede et lettisk byggefirma, som havde til opgave at renovere en skole i Vaxholm ved Stockholm.
Arbejdet blev udført af lettiske arbejdere på lettisk overenskomst, hvilket betød omkring 100 kroner mindre i timen, end hvad svenske bygningsarbejdere får. Den svenske fagbevægelse krævede, at arbejderne skulle aflønnes efter svensk overenskomst. Men den går ikke, når EU`s regler skal følges, slog EF-domstolen fast i sin dom, der er blevet betegnet som en bombe under konfliktretten.
Der er nu nedsat et regeringsudvalg, som skal undersøge konsekvenserne af dommen. Men hverken SF eller de andre ja-partier har fundet det nødvendigt at afvente resultatet af udvalgets arbejde før dansk godkendelse af Lissabon-forfatningen.
- At udskyde ratificeringen af Lissabon-traktaten kunne bringe EU ud i en permanent krise. Og det er SF bestemt ikke interesseret i, vi mener, at EU er afgørende for at have et samarbejde på globalt plan, for at få noget centrumvenstre politik igennem, siger Anne Grete Holmsgaard.
Mindretal imod
Generelt set har EU-spørgsmålet kunne få vandene til at skille sig i SF. Men Anne Grete Holmsgaard vurderer, at støtten til Lissabon-traktaten og afskaffelse af to af undtagelserne har støtte fra et stort flertal i partiet, selv om der er et mindretal, som er imod.
Den vurdering deler folketingsmedlem Pernille Frahm.
- Der er en meget stor opbakning i partiet til linjen om at vi støtter Lissabon-traktaten. Vi er så et mindretal, der mener noget andet. Men de fleste synes, at vi har forholdt os til de her ting, så jeg tror ikke der bliver de store EU-debatter på landsmødet, siger Pernille Frahm til Arbejderen.
For en af dem, som i lang tid har været kritisk overfor den EU-begejstrede linje, blev holdningen til undtagelserne og Lissabon-traktaten, det som fik ham til at forlade SF. Tidligere medlem af hovedbestyrelsen Erik Bach valgte at melde sig ud.
- Jeg mener ikke, at Lissabon-traktaten er svaret på den europæiske befolknings problemer. Den lægger ikke nogen begrænsning på den fortsatte markedsgørelse og liberaliseringen af infrastrukturen vil fortsætte, siger Erik Bach til Arbejderen.
Han er frustreret over, at SF slet ikke tager højde for den udvikling, der er sket, siden partiet besluttede sig til at støtte EU-forfatningen i sin tid. Efterfølgende har vi set striden om Havnedirektivet, Servicedirektivet og ikke mindst Vaxholm-sagen.
- Den danske arbejdsmarkedsmodel er ikke sikret, i forhold til hvad man har set med Vaxholm-dommen. EF-domstolen sætter markedet over aftaleretten og er parat til at gå meget langt, mener Erik Bach.
Han mener, at SF`s ledelse skulle have krævet mindst en protokol til Lissabon-traktaten, som garanterede konfliktretten, for at indgå en aftale om Lissabon-traktaten med Folketingets ja-partier.
Erik Bach vurderer ikke, at det gør nogen forskel, at der i aftalen mellem partierne står, at partierne vil vende sig imod EU-tiltag, der er i modstrid med konfliktretten.
- Jeg tror ikke, at den holder, når det kommer til om aftalen er juridisk bindende i forhold til det EU siger, lyder hans kommentar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278