03 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Offentlig kvalitet er det vigtigste emne

Offentlig kvalitet er det vigtigste emne

Tirsdag, 15. april, 2008, 00:00:00

Børn, ældre, sundhed og uddannelse har siden midten af 1990`erne været den vigtigste dagsorden for meget store grupper af den danske befolkning

Kvaliteten af den offentlige service er det absolut vigtigste politiske emne. Det mener de danske vælgere - og det har de gjort i mange år.
Ugebrevet A4 har foretaget en meningsmåling blandt 1.090 repræsentativt udvalgte danskere. De blev spurgt om, hvad de anser som det vigtigste problem, som politikerne skal tage sig af.
På en klar førsteplads kommer den offentlige sektors nedslidning og manglende kvalitet, der nævnes som det vigtigste eller næstvigtigste problem af 48 procent af de adspurgte.
Lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, ser resultaterne af Ugebrevet A4`s undersøgelse som en klar manifestation af, at velfærdsdagsordenen lever i bedste velgående:
- Danskerne er fokuseret på velfærden og kvaliteten af de offentlige serviceydelser. Det er danskernes foretrukne emne og har været det igennem mange, mange år, siger han.
Den påstand underbygges af tidligere målinger lavet af forskerne bag de danske valgundersøgelser, der tilbage fra 1971 har målt danskernes holdninger.
Af undersøgelserne fremgår det, at velfærdspolitiske emner som eksempelvis børn, ældre, sundhed og uddannelse siden midten af 1990`erne har været den vigtigste dagsorden for meget store grupper af den danske befolkning.
Et emne, der til gengæld er blevet mindre presserende i vælgernes øjne, er integrationen af etniske minoriteter. Hvor der i 2006 var 12 procent, som pegede på integration som den helt store hovedpine for samfundet, er det i dag blot syv procent.
Ifølge lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet kan det hænge sammen med, at der er begyndende tillid til, at integrationen - blandt andet i takt med den faldende tilstrømning af udlændinge til Danmark - rent faktisk virker.
For Dansk Folkeparti kan det blive problematisk, mener Johannes Andersen. Traditionelt har partiet nemlig levet højt på netop den dagsorden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland