SF inviterer R og S med i centrumvenstre-alliance. Og smider EU-undtagelser samt beskatning af gevinster på bolig-spekulation over bord
af Morten Larsen
Godt 700 SF`ere invaderede i weekenden den overdådige SAS Radisson Falkonersal på Frederiksberg til tonerne af live jazzmusik.
Her koster kaffen 32 kroner og 0,4 liter fadøl kan fås til 56 kroner. SF`erne er blevet båret ind på de bonede gulve af 50 procent flere medlemmer (i dag er der over 16.000 SF'ere) og mere end en fordobling af antallet af folkevalgte på tinge (fra 11 til 23).
'Det ku' være så godt' lyder kampråbet på de fire ti meter lange bannere, der hænger ned fra scenen.
- Vi er godt på vej til at få ændret mange menneskers opfattelse af, hvad SF er for et parti. Det har været en myte, at SF ikke tør tage ansvar. Den myte fik vi skudt ned sidste år, da vi klart fortalte, at SF meget gerne vil med i en kommende regering. Der er en myte om, at SF er økonomisk mindre ansvarlige. Trods vores støtte til genopretningen af økonomien i 1990'erne, indleder SF's formand, Villy Søvndal, debatten.
Mange nye, unge medlemmer er med på landsmødet. En stor del af dem er blevet tiltrukket af SF`s omfattende engagement i velfærdsbevægelsen.
- Vi har en vision. Og vi har en strategi: At samle en centrumvenstre-regering bestående af SF, Radikale og Socialdemokraterne ud fra princippet: Der er mere der samler, end der skiller, fastslår medlem af Folketinget Ole Sohn.
SF har en række konkrete bud på de politiske omdrejningspunkter for en sådan centrum-venstrealliance: 5000 flere skal ansættes i ældreplejen, eleverne i folkeskolens mindste klasser skal sikres to lærere i dansk og matematik og der skal opføres en havvindmølle-park hvert andet år.
Men samtidig slås fast, at SF 'stiller ingen ultimative krav, vi erkender behovet for kompromisser', som det hedder i landsmødeudtalelsen 'Håb. Forandringer. Resultater'.
Dele af græsrødderne savner lidt stærkere smag og rødere holdninger - som dengang chili'en var SF's varemærke:
- Det er tid til at trække fronterne op. Der er en tendens til klumpspil på midterbanen. Vi skal ikke nøjes med at kræve hurtigere, større og mere velfærd. Vi vil et helt andet samfund. Her skal vi være mere præcise, fastslår Kim Jørsted, SF Kerteminde.
- Kampen mod den stigende ulighed er skrumpet ind til fire linjer i landsmødeudtalelsen, beklager Susanne Palsig fra Gladsaxe.
Et par faglige SF`ere går på talerstolen og understreger nødvendigheden af SF`s arbejde i fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser.
Boligspekulanter kan ånde lettet op
Flere SF'ere kommer med bud på, hvordan et velfærdsløft kan finansieres - så SF kan fremstå som et økonomisk ansvarligt parti. Et af forslagene er beskatning af gevinster på boligspekulation.
Men den idé bliver skudt ned af SF's boligordfører, Nanna Westerby.
- En ny regering kræver, at de radikale er med, slår hun fast og afviser forslaget om, at indkræve en del af de millioner, som hvert år regner ned over boligejerne og putte dem i den fælles statskasse.
- En beskatning på boliggevinster rammer ikke kun i Nordsjælland. Også børnefamilier, der har håbet på en gevinst, kommer i klemme. Vi må ikke risikere, at en børnefamilie bliver sat på gaden, bare fordi de har købt hus. Også folk, der har sparet op til deres pension i en bolig, bliver ramt. Samarbejdet med Socialdemokraterne og de Radikale er for vigtigt til at stille ultimative krav, lyder argumentet fra boligordføreren.
Ikke alle SF'ere er klar til at holde hånden over boligejernes og deres gevinster.
- Hvis ikke vi tør beskatte boligspekulationsgevinster, hvordan er det så lige med den socialistiske fordelingspolitik, spørger for eksempel Ulla Schønberg fra SF Jammerbugt.
Og hun er ikke den eneste:
- Vi skal ikke frede nogen som helst form for skat. En bolig er et sted man bor og ikke et spekulationsprojekt. Der er sket en ny ulige opdeling af Danmark: Af dem med med fast ejendom og dem uden fast ejendom, fastslår Jens Mandrup, SF Østerbro i København.
Men landsmødet vælger at nedstemme forslaget om at beskatte fortjeneste på salg af boliger.
Undtagelser på slagtebænken
Det var i høj grad SF der sikrede, at Danmark kom med i Unionen - med fire løfter om at Danmark skulle stå udenfor EU-militæret, den fælles mønt, EU`s retspolitik og EU-borgerskabet. Nu er partiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe klar til at afskaffe undtagelserne på det militære og retslige område.
Det vækker harme på blandt andet Bornholm.
- Vi skal bevare undtagelserne. Vi får altså ikke en civil sikkerhedspolitik i Europa ved at tilslutte os en militær union. Og det skal være det danske Folketing og ikke EU-bureaukrater, der afgør retspolitikken herhjemme. Det er ikke klogt, hvis SF begynder at pille ved undtagelserne, når de er blevet brugt af ja-politikerne til at legitimere, at der ikke er behov for en folkeafstemning om traktaten. Det er en svinestreg først at bruge undtagelserne til at undgå en folkeafstemning - for herefter at afskaffe undtagelserne, siger Poul Overlund Sørensen fra SF Bornholm.
Men et stort flertal på landsmødet (75-80 procent) bakker op om at afskaffe de to undtagelser - så Danmark kan blive en del af EU-militæret og af EU's rets- og politisamarbejde.
SF skal ikke ekskludere
Villy Søvndals udmeldinger til antidemokratiske kræfter blandt muslimer om 'skrubbe ad helvede til' bliver også vendt på landsmødet
- Jeg står ved det, jeg har sagt og skrevet. Hvert et ord, fastslår Villy Søvndal.
Og så er bolden givet op.
- Vi kan ikke blive uenige om, at de anti-demokratiske kræfter ikke skal lykkes i deres foretagende. Men vi er uenige om, hvordan vi sikrer dette. Jeg tror ikke det sker ved at bede dem 'skrubbe ad helvede til'. Den form for retorik er ekskluderende og ikke inkluderende, mener Anders Udengaard fra SF Ikast-Brande.
Et par SF'ere Nørrebro går på talerstolen for at fortælle, at de på værtshuse og på gader har oplevet, hvordan folk tager afstand fra, at SF er rykket mod højre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278