En antimuslimsk gruppe, som opererer på internetportalen Facebook, har adskillige danske soldater som medlemmer
Flere danske soldater er blandt medlemmerne af en kontroversiel gruppe på Facebook med navnet Gruppen mod muslimer i Danmark.
Gruppen opfordrer sine medlemmer til at 'stå sammen, ellers overtager de vores land inden længe'. Med 'de' mener gruppens stifter muslimerne i Danmark.
Et andet af gruppens medlemmer skriver i et indlæg, at det er 'skræmmende', at muslimer får 'mere og mere indflydelse i vores land'.
Det var Politiken.dk, som i går morges bragte historien om den anti-muslimske gruppe på Facebook. Gruppen havde på dette tidspunkt et beskedent medlemstal på 26, men mindst en håndfuld af medlemmerne har forbindelse til det danske forsvar.
Flere har været udstationeret i Irak eller Afghanistan, og mindst tre af soldaterne kender hinanden fra flyvevåbnet og optræder i fuld militær udrustning på deres profiler.
Politikens afsløring medførte, at flere af soldaterne meldte sig ud af gruppen i løbet af i går. En anden person anmeldte gruppen for at overtræde Facebooks regler.
Den anonyme anmelder, som Politiken kender identiteten på, skriver som begrundelse, at 'gruppen angriber alle muslimer i Danmark'.
Anmelderen har tilmeldt sig modgruppen til 'Gruppen mod muslimer' på Facebook.
- Faktisk var det med tøvende hånd, jeg tilmeldte mig, for jeg synes det her med grupper og modgrupper er udtryk for en uheldig protektionisme. Men jeg synes, det er problematisk, at repræsentanter for vores demokrati træder frem i uniform og dermed støtter antiislamiske holdninger, siger anmelderen til politiken.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278