Sygeplejerskerne var med i forreste geled, da velfærdens frontkæmpere i går skød overenskomst-konflikten i gang

Klynger af pædagoger i LFS-trøjer passerer hoppende og råbende på mere i løn hele vejen op ad Nørrebrogade, en af Københavns mest befærdede veje.
En ung mand balancerer med en favnfuld røde FOA-hænder oven på en bil med åbent soltag, som krydser gaden. Ved Nørreport Station strømmer sygeplejersker fra hospitaler, hjemmepleje og visitation mod Dansk Sygeplejeråds (DSR) kontorer.
Der er ingen tvivl. Sundhedssektorens strejke for en ordentlig overenskomst er i gang.
Indenfor hos DSR summer kontorgange og baggård af hektisk aktivitet.
- Det er super spændende. Det føles godt at være så mange der står sammen og endelig at komme i gang, siger Louise Kornerup Nielsen til Arbejderen.
Hun er sygeplejerske i hjemmeplejen på Ydre Østerbro og overenskomst 2008 er hendes første strejke.
- Vi har fem minutter til at skifte et smerteplaster. Vi haster igennem hele vores hverdag. Nu skal jeg ud med mine dejlige kolleger og råbe op og sige fra. Jeg tror jeg vil lære mine grænser for, hvad vi vil og skal finde os i, bedre at kende, spår Louise Kornerup Nielsen.
I baggården omkring hende er asfalten dækket af bannere og kolleger i færd med at male dem. Flere har taget deres børn med, fordi deres institutioner også er strejkelukket.
Over gården, på 2. sal, er lydniveauet formentlig et godt stykke over arbejdstilsynets anbefalinger. I små grupper diskuterer de godt 100 forsamlede sygeplejersker strejkens mulige udfald.
- Hvis der kommer et regeringsindgreb, tror jeg det vil skabe en enorm vrede. Folk vil måske blive lidt ulovlige, advarer Annette Svenningsen fra visitationen på Amager.
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun håber at få ud af de næste mange dages mange aktiviteter.
- Vi skal have de 15 procent mere i løn og så skal der nedsættes en ligelønskommission. Men uanset hvad, så får vi markeret så det kan mærkes, at vi ikke er tilfredse med den måde, regeringen behandler os på, siger hun til Arbejderen.
Louise Kornerup Nielsen håber også på at høste personlige erfaringer af konflikten.
- Jeg har ikke været fagligt aktiv før, men det kunne jeg faktisk godt tænke mig at blive. I dag taler jeg med kolleger fra de andre arbejdspladser og finder ud af, at det er de samme problemer vi slås med. Så tænker man: Jeg må gøre noget!, fastslår sygeplejersken.