Fire lokale BUPL-fagforeninger og de pædagogstuderende iværksætter en nej-kampagne. De går efter en høj stemmeprocent
Spontane strejker. Tusindvis af vrede medlemmer og en nej-kampagne.
Det er nogle af de foreløbige reaktioner fra medlemmerne af pædagogernes forbund, BUPL, siden et flertal i hovedbestyrelsen fredag i sidste uge sagde ja til et mæglingsforslag.
Bestyrelsen i BUPL MidtVestjylland betegner ligefrem mæglingsforslaget som en 'katastrofe' og anbefaler sine knap 5.000 medlemmer at stemme mæglingsforslaget ned.
- For at få så stort et nej som muligt og give nej-siden et fælles udtryk vil vi gerne samarbejde med de andre nej-fagforeninger, siger Jonna Uhre, faglig sekretær og medlem af bestyrelsen, til Arbejderen.
Hun er også medlem af forbundets hovedbestyrelse og den ene af de ni, der valgte at sige nej til forliget. Jonna Uhre er ikke i tvivl om, at fagforeningen gør det rigtige. Den gejst, som medlemmerne har lagt for dagen under hele overenskomstforløbet, har hun aldrig før oplevet i sine 25 år i pædagogfaget.
På samme hammel
Onsdag aften besluttede BUPL Hovedstaden på et bestyrelsesmøde at anbefale et nej til det mæglingsforslag, som nu skal til afstemning blandt BUPL's medlemmer. Den københavnske fagforening har 4.500 medlemmer.
Beslutningen er blevet fulgt op af en opfordring til de andre nej-fagforeninger og de pædagogstuderendes landsorganisation om at trække på samme hammel ved at lave en fælles nej-kampagne.
- Vi mangler kun en enkelt tilbagemelding. Men arbejdet er gået i gang, så vi hurtigt kan få noget materiale rundt i landet, siger Erik Steppat, hovedbestyrelsesmedlem fra BUPL Hovedstaden, til Arbejderen.
Fagforeningen ønsker, at et nej skal åbne op for forbedringer. Nej`et skal bruges til at presse arbejdsgiverne og politikerne både nu og i fremtiden, så der sker grundlæggende ændringer af de forhold, som pædagogerne arbejder under.
Det er vigtigt med en stor stemmedeltagelse, skriver bestyrelsen i en udtalelse, der også slår fast, at 'konsekvensen af et nej er, at pædagogerne må gå i konflikt. Det vil i det tilfælde være på et klart mandat fra medlemmerne, og vil fastholde fokus på de vigtige temaer, som medlemmerne har rejst ved denne overenskomstfornyelse.'
BUPL, FOA og Sundhedskartellet
I Århus er bestyrelsen lige så klare i mælet. Den har oven i købet fået opbakning fra over 300 tillidsrepræsentanter, der har været samlet mandag og tirsdag i denne uge for at diskutere mæglingsforslaget.
- Alle medlemmer skal stemme, lyder den ambitiøse målsætning fra det østjyske.
Selvom BUPL ikke skal konflikte i denne omgang, læner de sig ikke tilbage i Mindegade i Århus. Her har de besluttet at bakke aktivt op om de strejkende fra FOA og Sundhedskartellet.
'Vi kæmper for den samme sag, og jo bedre et resultat de opnår, jo bedre er vi stillet ved et nej til BUPL-forliget', hedder det i en udtalelse.
Bestyrelsen tager det helt bogstaveligt og er derfor i fuld gang med, sammen med FOA og Sundhedskartellet, at forberede et fælles optog gennem byen tirsdag i næste uge. Medlemmerne opfordres til at møde talstærkt op, så også pædagogerne bliver synlige i optoget.
Endelig har fagforeningen sat gang i masseproduktion af badges med teksten 'Jeg stemmer nej'.
Nej i syd
Bestyrelsen i Danmarks største pædagog-fagforening, BUPL Sydjylland, har besluttet at anbefale sine mere end 7.000 medlemmer at sætte kryds ved nej, når stemmematerialet fra forbundet når frem.
- På nuværende tidspunkt har vi ikke taget stilling til, om vi skal indgå i en egentlig nej-kampagne, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi vil se velvilligt på en forespørgsel herom, siger Bent E. Albrechtsen, til Arbejderen i formanden fravær.
Han har endnu ikke set henvendelsen fra BUPL Hovedstaden.
Bestyrelsen udtaler, at den 'ikke kan stemme for en ny overenskomst, der i den grad går mod vores interesser'.
Utilfredsheden med det indgåede mæglingsforslag har også resulteret i strejker. Onsdag nedlagde pædagoger på flere af daginstitutionerne i Gladsaxe spontant arbejdet, og samme dag demonstrerede 200 utilfredse pædagoger foran BUPL`s hovedkontor i København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278