05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Liste Ø skærpet og styrket

Liste Ø skærpet og styrket

Tirsdag, 22. april, 2008, 00:00:00

Enhedslistens årsmøde brugte krisen fra folketingsvalget til at se fremad og skærpe den politiske profil

Trods et år med krise og splid gik Enhedslisten styrket fra sit årsmøde i weekenden. Det vurderer flere medlemmer, efter at en stort set enig skov af røde stemmekort blev løftet for en række udtalelser, der skærper partiets politik og klasseanalyse.
- Dette årsmøde er det, der mest tydeligt har sagt, at Enhedslisten er andet og mere end en fælles liste for at komme i Folketinget. Vi har styrket os som parti med vores egen politik og analyse af samfundet. Hvis det er læren af det sidste års turbulens, har det hele ikke været spildt, siger Finn Sørensen, næstformand i 3F Industri- og Service København og medlem af Enhedslisten Amager, til Arbejderen.
Han står sammen med andre fagligt aktive i listen bag udtalelsen 'Enhedslisten gør en forskel', som blev vedtaget stort set enstemmig lørdag formiddag. Udtalelsen slår fast, at 'kampen for socialismen er aktuel og nødvendig' og giver en række ledetråde for Enhedslistens arbejde mod dette mål.
- Det store flertal, der vedtog udtalelsen, sender et signal om, at Enhedslisten skal være en politisk kamporganisation. Meningerne kan brydes internt, men når vi handler politisk, er vi enige om, hvilken vej vi skal tage, mener Finn Sørensen.
I udtalelsen lover Enhedslisten at 'bidrage til udviklingen af et revolutionært masseparti, der kan medvirke til at skabe en alliance mellem arbejderklassen og andre undertrykte grupper'.
Det vil partiet blandt andet gøre ved at omlægge sin politiske agitation, så den i højere grad tager udgangspunkt i arbejderklassens og de undertrykte gruppers konkrete virkelighed, øge sin forankring i de folkelige bevægelser, fremme skolingen af medlemmerne og styrke hovedbestyrelsens ledende rolle. Målsætningen er, at udvikle Enhedslisten som 'politisk kamporganisation' og blive 'den ledende kraft på den danske venstrefløj'.
Retningen blev yderligere skærpet, da en række ændringsforslag, som redigerede ord som 'klasse' ud af teksten og konsekvent erstattede 'arbejder' med 'mennesker', blev stemt ned med et brag.
- Nu starter arbejdet med at få ført ordene ud i livet og brede diskussionen ud i afdelingerne, påpeger Finn Sørensen.

Fra ord til handling
Den diskussion glæder Lars Hostrup Hansen, også fra Amager afdeling, sig til at tage op.
Med de vedtagne udtalelser er en stor del af hans forventninger til årsmødet blevet indfriet.
- Vi har givet venstrefløjen mere kant denne weekend. Men, som Che siger, ord der ikke følges af handling er uvæsentlige, så derfor håber og tror jeg, at alle afdelingerne nu vil tage socialisme-diskussionen op, siger han til Arbejderen.
Lars Hostrup Hansen håber, at det vil kunne aktivere de mange passive, der findes blandt Enhedslistens godt 4500 medlemmer. Netop aktiveringen af medlemmerne er en diskussion, Lars Hostrup Hansen har savnet på årsmødet.
- Det er et af det kommende års store udfordringer, mener han.
Behovet understreges af, at kun 18,4 procent af Enhedslistens medlemmer har stemt til urafstemningen om folketingskandidater.
Kandidatlisten til folketingsvalget afslører også, at bestræbelserne på at blive en kamporganisation kan vise sig lettere sagt end gjort. Trods en passage i udtalelsen om at arbejde på at ændre Enhedslistens sammensætning blandt medlemmer, ledelse og i parlamentariske organer, så den 'i langt højere grad afspejler arbejderbefolkningen', vedtog årsmødet en prioriteret opstillingsliste til Folketinget, hvor alle de fire sikre kredse besættes af akademikere. Først som nummer fem, seks og otte på listen optræder partiets tre 3F-formænd, Christian Juhl, Finn Sørensen og Tue Tortzen.

Et mere synligt parti
Mens Enhedslisten holdt sit årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København, rasede den igangværende overenskomstkonflikt videre uden for hallen.
Det satte sit tydelige præg på de forsamlede socialister.
Mødet indledtes med at folketingsgruppen fik vedtaget en udtalelse til støtte for de strejkende, og offentliggjorde et åbent brev til partilederne for Socialdemokratierne, SF og Dansk Folkeparti.
I brevet opfordres partierne til at bruge deres flertal uden om regeringen og stå ved deres valgløfter om en ekstrabevilling til den offentlige sektor.
Konfliktstemningen kunne også mærkes da social- og sundhedsarbejderne fra Holstebro lørdag modtog listens græsrodspris og da partiets kvinder søndag forlod mødet for at deltage i FOA`s markering af 100-året for kvinders valgret til kommunalvalget.
- Jeg tror, vi i det kommende år vil se et Enhedslisten, som er mere synligt på gaderne, i de kommende overenskomstkampe og kampe for konfliktretten, og også i sådan noget som klimabevægelsen, spår folketingsmedlem Line Barfod overfor Arbejderen.
Hun glæder sig over, at årsmødet fredag afsluttede diskussionen om opstillingen af den omstridte folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid og om Enhedslistens holdning til religion.
- Afklaringen betyder, at vi nu kan koncentrere kræfterne, om de kommende kampe, fastslår Line Barfod.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland