Regeringen vil ikke sikre konfliktretten i forbindelse med vedtagelsen af den nye Lissabon-forfatning - og det får støtte fra et stort flertal i Folketinget
Den danske arbejdsmarkedsmodel og konfliktretten er ifølge udenrigsminister Per Stig Møller ikke under pres fra EU. Hvis der er problemer, er det ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, fordi de danske regler ikke overholder EU-retten.
Det kom frem under en forespørgselsdebat i Folketinget tirsdag, hvor det igen stod klart, at et stort flertal i Folketinget i dag vil følge regeringens linie og stemme for en dansk ratifikation af Lissabon-forfatningen.
Det var Enhedslistens Line Barfod, der havde taget initiativ til forespørgselsdebatten ved stille de to ministre spørgsmålet: 'Hvilke initiativer vil regeringen tage over for EU for at sikre, at EF-domstolen ikke blander sig i den danske konfliktret?'
Spørgsmålet skyldes tre domme indenfor det sidste halvår, som ifølge Enhedslisten - og dansk fagbevægelse - har slået fast, at retten til at stille krav om overenskomst og i sidste ende tage kampskridt for at føre kravet igennem er underlagt begrænsninger i forhold til EU`s fire grundlæggende 'friheder': Virksomhedernes ret til fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital.
Med dommene er EF-domstolen gået stik imod regeringens indlæg i de tre sager, som gik på, at EU`s traktater forbyder EU at blande sig i den danske aftalemodel og den danske regulering af konfliktretten.
Alligevel mener Per Stig Møller ikke, at konfliktretten er truet af EU.
- Jeg er helt sikker på, at beskæftigelsesministeren har det på samme måde som jeg: Hvis den skulle blive truet, vil han selvfølgelig også gå i byen for at sikre den. Men vurderingen er altså, at den ikke er det, sagde Per Stig Møller.
Claus Hjort Frederiksen understregede, at den arbejdsgruppe, der er i gang med et udredningsarbejde efter dommene, har til opgave at komme med 'konkrete forslag til initiativer, som kan være nødvendige for bedst muligt at sikre den danske models forenelighed med EU-retten.'
- Vi skal derfor bane vejen for, at vi finder en løsning, som tilgodeser hensynet til at opretholde den danske aftalemodel og de danske konfliktregler, at undgå social dumping og unfair konkurrence, samtidig med at vi i øvrigt overholder EU-retten, sagde beskæftigelsesministeren.
- Hvad er det der gør, at regeringen ikke tør afvente udredningsarbejdet, ikke tør se, om det er nødvendigt for os at få en juridisk bindende erklæring, der sikrer konfliktretten? Hvad er argumentet for, at Lissabon-traktaten skal haste igennem? Hvorfor kan det ikke vente til november, akkurat som Sverige gør? spurgte Line Barfod, uden at få svar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278