Regeringen vil ikke give køb på retten til at bevare det danske grundvand fri for pesticidrester. Men den vil heller ikke bruge miljøgarantien
Miljøminister Troels Lund Poulsen vil gøre hvad som helst for at bevare det gode danske grundvand. Næsten da.
EU-Kommissionen presser på for at få vedtaget et nyt direktiv, der vil tvinge lande i bestemte klimazoner til gensidigt at anerkende hinandens pesticider.
Miljøministeren blev på et åbent samråd onsdag med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg spurgt, om den danske regering i givet fald ville bremse EU-Kommissionens forslag ved at gøre brug af den såkaldte miljøgaranti.
Miljøgarantien er en artikel i Nice-traktaten, der under visse forudsætninger åbner mulighed for, at en medlemsstat kan opretholde eller indføre sin egen lovgivning på et område, hvor der er vedtaget EU-harmonisering.
Ministeren mener, at det er forkert at sige, at vi vil bruge miljøgarantien, i en situation hvor der forhandles. Men han fastholdt, at Danmark ikke vil acceptere pesticider, der kan gå i grundvandet.
- Opgaven er at sætte alle sejl ind på at ændre Kommissionens forslag, sagde miljøministeren i det åbne samråd. Miljø- og Planlægningsudvalget ville helt præcist høre, hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at bevare det danske grundvand.
- Vi arbejder fortsat på at skabe et blokerende mindretal imod den tvungne gensidige anerkendelse, sagde miljøministeren.
Han sagde samtidig, at regeringen kan leve med en opdeling i klimazoner - under to forudsætninger. De enkelte lande i klimazonen skal kunne forbyde et konkret pesticid, hvis det bevisligt skader grundvand, miljø eller sundhed. Og at Danmark, hvis galt er, kommer i den nordlige klimazone. Den består af de øvrige nordiske lande samt Baltikum.
Uanset hvilken klimazone Danmark havner i, vil det øge antallet af godkendte pesticider ganske betragteligt.
EU-Kommissionens forslag skal endeligt vedtages ved rådsmødet for landbrug og fiskeri den 19.-20 maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278