Nordjyder med rygproblemer bliver henvist til privathospital - hvis de ellers er raske og unge nok til, at det private vil behandle dem
Nordjyder, der har ventet mere end en måned på en rygoperation, kan nu blive behandlet på privathospitalet Kollund i Sønderjylland.
Men det er ikke alle, der får lov at rykke frem i køen. Privathospitalet vil nemlig kun have patienter, der ikke er for syge eller gamle.
- I den aftale, vi har indgået, forbeholder privathospitalet sig ret til kun at tage de ellers raske patienter. Hvis de for eksempel har diabetes eller er for gamle, så deres helbredstilstand kan komplicere behandlingen, må de blive hos os, forklarer sundhedsdirektør i Region Nordjylland, Per Christiansen, til Arbejderen.
Regeringens ventetidsgaranti på en måned er grunden til, at regionen har udliciteret i alt 50 rygoperationer.
- Der var flere på vores venteliste, end vi kunne nå at behandle, så vi var nødt til at sende det i udbud. Kollund kom med det billigste bud, siger Per Christiansen.
Netop ventetidsgarantien presser stadigt flere patienter fra det offentlige til det private. Det er en dyr udvikling, fordi de private hospitaler som regel får en højere takst for behandlingerne end de offentlige, forklarer sundhedsøkonom og direktør for Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard, til Arbejderen.
- Betalingen til de private sker direkte fra de offentlige sygehuses budgetter, og det betyder, at de mangler penge til at udvide deres kapacitet. Samtidig er de tvunget til at tage sig af de akutte og besværlige patienter, fordi de private sygehuse kan vælge de patienter, der glider hurtigere igennem behandlingen, og altså koster mindre, anfører sundhedsøkonomen.
De mange faktorer trækker tilsammen det offentlige sygehusvæsen ned i en negativ spiral, som blandt andet sender stadig mere sundhedspersonale over til de private, som har råd til at tilbyde bedre løn og arbejdsforhold, mener Jes Søgaard.
- Det kan i sidste ende betyde fatal mangel på personale i det offentlige. Vi har allerede set, hvordan nogle hospitaler simpelt hen ikke har læger til at dække visse specialafdelinger, påpeger han.
Det billede genkender næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
- Det er netop derfor vi nu kæmper for en løn, der kan matche det private sundhedsvæsen, fastslår hun overfor Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278