Overenskomstkonflikten skaber sammenhold, og gør os stærkere. Og så har den for alvor sat skub i debatten om velfærds-samfundets udvikling, siger FOA-formand

Der er en enorm samfundsforandrende kraft i de lavtlønnede offentligt ansattes strejker.
Sådan udtrykker Karen Stæhr, sektorformand for social- og sundhedssektoren i forbundet Fag og Arbejde (FOA) sin store respekt for sine konfliktende medlemmer.
- Vi taler fortrinsvist om kvinder, som aldrig har været fagligt eller politisk aktive før, og som indtil sidste forår var en stort set ukendt faggruppe i den offentlige debat. Nu har de set, hvad det kan rykke at være med i en konflikt. De har oplevet hvad det kan sætte i gang at gå på gaden i demonstration eller bryde ind til et regionsrådsmøde og synge strejkesange, siger Karen Stæhr.
De sidste to uger har sektorformanden rejst landet rundt og oplevet social- og sundhedsarbejdernes første overenskomstkonflikt fra nord til syd. I hver en lille provins- eller landsby er hun blevet mødt af kvinder, hvis beslutsomhed har imponeret hende.
- Gejst avler mere gejst, og idérigdommen spreder sig fra kreds til kreds. Selvom du måske har været i nødberedskab hele aftenen, står du alligevel op næste dag og har overskud til at finde på at invitere et sambaorkester til at gå med i demonstrationen i bygaden, fortæller hun.
På strejkemøder og demonstrationer har Karen Stæhr fået bekræftet den store loyalitet, social- og sundhedsarbejderne føler for brugerne og kollegerne i den offentlige sektor.
- Når de kan se, at kollegerne bliver slidt ned eller går på pension uden at der samtidig kommer nye kræfter til området, tænker de, at det må der gøres noget ved. Og så opdager de, at de eneste der kan gøre det, er dem. Kvinderne gør oprør mod mange års uligeløn og nedvurdering af deres faglighed. De har ganske enkelt fået nok, fastslår hun.

Faglig stolthed
Karen Stæhr oplever, at konflikterfaringerne skaber sammenhold, og gør de strejkende stærkere. Men også FOA-medlemmernes tilknytning til deres fagforening er styrket.
- De strejkende er enormt stolte af deres forbund, og af, at vi som faggruppe er synlige alle vegne. De får øjnene op for at vi er til for dem, og det giver en nyopdagelse af, at der er brug for de faglige organisationer. Og så har de fået en større bevidsthed om sig selv som faggruppe, mener sektorformanden.
Karen Stæhr håber og tror at medlemmerne vil tage den styrkede bevidsthed og stolthed med, når overenskomstkonflikten er ovre.
- Jeg håber de bærer den med sig i de diskussioner, der vil komme i fremtiden om, hvordan velfærdssamfundet skal udvikle sig. Det sidste halve år er mange af de, der arbejder i velfærdssamfundets forreste rækker, vågnet op og har opdaget, at de få indflydelse på samfundsudviklingen, siger Karen Stæhr, som blandt andet oplever, at konflikten har sat gang i diskussioner blandt medlemmerne om privatisering og den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder.

FOA i fremtiden
Men ikke kun FOA's medlemmer har udviklet sig gennem overenskomstkampene. Karen Stæhr spår, at vi efter konflikten vil se et FOA, som er mere politisk i offensiven.
- Vi har pligt til at bære medlemmernes krav videre til de politikere, vi taler med. Og vil medlemmerne en anden samfundsudvikling, må vi som forbund være med til at formulere visionerne om, hvad det så er, vi vil have, påpeger hun.
Sektorformanden peger blandt andet på udmøntning af strukturreformen på sygehusområdet og efterårets kommunale budgetforhandlinger som scene for nogle af de kampe, der skal stå om velfærdssamfundet i det kommende år.
- I overenskomstkampen slås vi for ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Når de kommunale budgetter skal lægges, skal vi kæmpe for, at der også bliver råd til flere hænder. Det er kravet på den anden side, af vores røde paphænder, siger Karen Stæhr.