Sammenhold og stolthed er lige så vigtige resultater af konflikten som mere i løn. Det gør stærkere til næste gang, slaget skal slås, siger dagplejerne

De knokler op til 48 timer om ugen med bleskift, kostkurser og pædagogisk udvikling. De gør det for mellem 87 og 99 kroner i timen. Og nu har de fået nok.
Mandag gik 5000 dagplejere med i de offentligt ansattes overenskomststrejke. Og når bannerne igen skiftes ud med barnevogne, og konflikten erklæres slut, er de garanteret en sejr.
Uanset udfaldet har de nemlig vundet meget mere, end de procenter der lægges til lønnen. De er blevet stærkere og mere stolte, fortæller Camilla Føhns fra dagplejen i Gladsaxe som er med i konflikten.
- Vi har fået et stærkere sammenhold, fordi vi har noget at kæmpe for sammen, siger hun til Arbejderen.
Camilla Føhns får støtte af sin kollega fra dagplejen på Frederiksberg som også er i strejke.
- Det skaber mere fokus på kvindefagene og diskussionen om ligeløn. Vi bliver bedre til at fortælle, hvilke vilkår vi egentlig arbejder under. Vi plejer jo ikke at sige så meget, og mange forældre er slet ikke klar over, at vi tjener så lidt, siger Pia Timming.

Vi har rettet ryggen
Dagplejerne har ikke strejket siden 1985, og for langt de fleste, er det første gang, de nedlægger arbejdet.
Alligevel har Marianne Rosell sjældent oplevet en sådan kampgejst. Hun er formand for dagplejeområdet i FOA-fagforeningen LFS, som organiserer dagplejerne i København og omegn.
- Jeg kan mærke på medlemmerne, at de har rettet ryggen. Til hverdag er dagplejerne bare dem, der passer deres job og så færdig med det. Men nu har de rettet sig op, og vil uden tvivl være meget mere synlige i den politiske debat fremover, siger Marianne Rosell.
Mange af de strejkende kvinder har lavet skilte med deres anciennitet og lønniveau. Selvom Camilla Føhns, Majbritt Kronbøl og Pia Timming har arbejdet i dagplejen mellem ni og 21 år, får ingen af dem over 100 kroner i timen.
- Jeg har en søn, der lige har fået arbejde som ufaglært chauffør i det private til 134 kroner i timen. Det er jo fint, men kan det passe, at jeg skal have så meget mindre end ham, spørger Majbritt Kronbøl, og henviser til de utallige kost-, hygiejne-, og pædagogikkurser, hun og kollegerne har taget for at kvalificere sig til deres arbejde.
Følelsen af at det er nu, der skal kæmpes for respekt og en løn der afspejler den, er gennemgående for alle de dagplejere, Marianne Rosell har talt med.
- Nu gør vi det. Nu vil vi respekteres. Det er det jeg hører over alt, sige hun.
- Dagplejerne har stille og roligt arbejdet sig op i gear, siden de fandt ud af, at de var udtaget til FOA`s anden strejkebølge. Mange har været ude og demonstrere og aktionere inden, de kom med i strejken. Det var aldrig sket for et halvt år siden, påpeger Marianne Rosell.
Gejsten er opstået, når dagplejerne mødes hver uge på legestuer eller legepladser, forklarer Majbritt Kronbøl fra Frederiksberg.
- Konflikten og vores arbejdsvilkår har været det helt store samtaleemne, faktisk siden valget sidste år. Jeg tror, at indignationen over de politikere, der lovede en masse uden at have penge med i baghånden, har skabt endnu mere røre i vandene, vurderer hun.

Flere i fagforening
I ugerne op til dagplejernes strejkestart har LFS været rundt i alle kommunerne og mødes med dagplejerne. Fagforeningen har mødt en enorm opbakning, fortæller Marianne Rosell.
Det kan Majbritt Kronbøl genkende.
- Jeg har fået en masse nye kolleger i fagforeningen. Ude i vores lokalafdeling er medlemstallet næsten fordoblet, siger hun.
Marianne Rosell tror, at konflikten vil sætte sig dybe spor.
- Ikke bare blandt vores medlemmer, men i hele FOA. Vi bliver mere samlet som gruppe dag for dag, og når det hele er slut vil vi have en følelse af. at det her det gjorde vi sammen. Det giver en helt anden form for sammenhold, som vi kan bruge fremadrettet, påpeger hun.
Sektorformanden forudser, at både fagforeningen og medlemmerne vil bruge erfaringerne til at øge synligheden som politiske aktører.
- Så kan det godt være, at vi ikke får alle de 15 procent i denne omgang, men til gengæld slår vi til med meget større slagkraft, næste gang der skal forhandles overenskomst, spår Marianne Rosell.
Både i Gladsaxe og på Frederiksberg kan dagplejerne snildt forestille sig at fortsætte det faglige arbejde efter konflikten.
- Hvis vi skal bibeholde dagplejen er vi simpelt hen nødt til at gøre noget nu, fastslår Camilla Føhns.
- Vi vil fortsætte med at markere os rundt omkring og med at snakke med forældrene og kollegerne. Udviklingen af velfærdssamfundet er vores fælles ansvar, slutter Majbritt Kronbøl.