07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gejsten var til mere

Gejsten var til mere

Torsdag, 08. maj, 2008, 00:00:00

Mange FOA-medlemmer synes strejken er stoppet for tidligt og inden målet var nået. Forliget får en blandet modtagelse, især de små faggrupper føler sig klemt

Reaktionerne fra FOA`s medlemmer på det indgåede overenskomstforlig er blandede.
Lone Dodensig, hjemmehjælper på Amager, er ikke 100 procent tilfreds med resultatet.
- Jeg synes, det er gået lidt for hurtigt med at indgå et forlig. Havde vi fortsat strejken lidt endnu, kunne vi have lagt yderligere pres på politikerne. Nu står vi med et forlig, hvor vi ikke har fået den lønstigning, vi krævede og heller ikke den ligelønskommission, der har været snakket så meget om, siger hun til Arbejderen.
Gejsten hos hende selv og kollegerne fejler ellers intet, forsikrer hun. De var villige til fortsætte strejken lidt endnu for at nå målet.
En af dagene er hun og kollegerne blevet lovet en nærmere orientering om forliget og de får også tilsendt materiale fra fagforeningen. Når hun har sat mig mere ind i materialet, tager hun stilling til, om hun stemmer ja eller nej. Lige nu hælder hun mest til det sidste.

Rammen sprængt
Tirsdag var tillidsrepræsentanterne på sosu-området i København til orienteringsmøde. Mari-Ann Petersen, fællestillidsrepræsentant ved hjemmeplejen i København, deltog.
- Der er begejstring over, at vi har ført en rigtig flot strejke og vist, at det nytter at kæmpe. Det er lykkedes at sprænge rammen, siger hun til Arbejderen og fortsætter:
- Forliget blev mødt med stor glæde og tilfredshed, da vi fik at vide, at de uddannede grupper på sosu-området får en lønstigning på mellem 15 og 18 procent. Der er tilfredshed med, at der nu er taget hul på mandeløn til kvindefag, men samtidig står det klart, at forliget har et blandet indhold. Der er ikke opnået de markante lønstigninger til alle grupper som også var FOA`s mål.
Samtidig brugte tillidsfolk for sosu`erne i regionerne mødet til at få luft for deres bekymring og frustrationer.
- De føler sig lidt glemt, nu hvor der er lavet forlig med kommunerne.

Flad fornemmelse
I Aalborg går Nanna Jørgensen rundt med en lidt flad fornemmelse.
- Resultatet er sgu ikke tre ugers strejke værd, kommer det prompte.
- Jeg har været i faget siden 1995 og står til en lønstigning på 3500 om måneden. Når pensionen, feriepengene og skatten er trukket fra, hvad er der så tilbage, spørger social- og sundhedshjælperen.
På arbejdspladsen, plejehjemmet Thomasminde, deler 50 kolleger hendes manglende begejstring.
Nanna Jørgensen erkender, at resultatet er bedre end før strejken, men!
- Vi havde sat næsen op efter 15 procent mere på lønkontoen. Det har været hårdt at strejke, men vi var indstillet på at gå hele vejen og kunne sagtens have fortsat strejken et stykke tid endnu. Nu har vi gået i så mange år og været underbetalt. Kunne de finde de her ekstra kroner, kunne de vel også have fundet endnu flere.

Små grupper klemt
Formand for FOA Sønderborg, Camilla Heesch, er én af de 12 i FOA`s hovedbestyrelse, der stemte nej til forliget.
- FOA gik i konflikt for markante lønstigninger til alle og mandeløn til kvindefag. Alle medlemsgrupper har været udtaget til konflikt. Jeg kan konstatere, at alle ikke får det samme ud af konflikten. Buschauffører, p-vagter og rengøringassistenter er blandt de faggrupper, der ikke har mere efter tre ugers konflikt end inden, lyder FOA-formandens forklaring på sit nej i hovedbestyrelsen.
Det er især medlemmerne i de to mindste sektorer Teknik-Service og Kost-Service, der bliver snydt, mener hun.
Det er Mike Songst, formand for kun 68 medlemmer af Teknik-Service sektoren i den syddanske FOA-afdeling, enig i.
- De er blevet klemt om ikke glemt af forbundsledelsen. Vi er jo en lille gruppe i forbundet og hovedparten af medlemmerne er mænd. De er skuffede over at have strejket, uden at de selv får noget ud af det, siger han til Arbejderen.
FOA sender afstemningsmateriale ud til medlemmerne i løbet af næste uge. De kan stemme frem til den 29. maj.


Holdninger i FOA`s ledelse
Mandag stemte hovedbestyrelsen i FOA om forliget med Kommunernes Landsforening. 49 stemte ja, 12 nej, mens fem undlod at stemme (tre var fraværende).
Jyllands-Posten har haft kontakt til samtlige 43 FOA-afdelinger. Det viser følgende resultat: 28 afdelingsformænd siger ja til forliget. Fem siger nej, mens yderligere ti enten ikke har taget stilling eller haft mulighed for at svare.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland