07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bloddråber ved regionsdomicil

Bloddråber ved regionsdomicil

Tirsdag, 13. maj, 2008, 00:00:00

Sundhedskartellet er meget mere end sygeplejersker. 11 fagforeninger står bag strejkens krav, når forhandlingerne genoptages i aften

Når Danske Regioners formand, Bent Hansen, i aften genoptager forhandlingerne med Sundhedskartellet, får han udsigt til bioanalytikernes dråbeformede, røde skilte med kravet om 15 procent mere i løn.
Bioanalytikernes fagforening, dbio, som er en af de små organisationer i sundhedspersonalets forhandlingsfællesskab, har strejkende på 16 laboratorier og blodbanker over hele landet. Sammen med kartellets øvrige ti organisationer vil bioanalytikerne i dag møde op før forhandlingerne foran regionernes domicil på Østerbro i København.
- Det allerbedste udfald vil selvfølgelig være, hvis vi kan slutte af med et forlig - men det kræver, at Danske Regioner har penge med. Vi vil i hvert fald gerne være med til at sikre et godt sundhedsvæsen med tilfredse medarbejdere - og her er lønnen en afgørende faktor. Ellers vil der formentlig være flere og flere bioanalytikere, der føler sig fristet til at skifte job til et bedre lønnet, mindre presset job i det private, siger dbios formand, Anne Lise Madsen.
Over hele landet har sundhedskartellet fortsat fuld gang i strejken. Sundhedspersonalet fra Region Syddanmark startede i morges dagen med at danne kæde over den gamle Lillebæltsbro og i Viborg er Ergoterapeutforeningen hovedansvarlig for en fælles demonstration for hele regionen.
'Der vil afgå busser fra Lemvig, Struer, Skive, Holstebro, Ringkøbing, Herning, Silkeborg , Horsens, Hedensted, Århus, Randers og Grenå,' lyder det på ergoterapeuternes hjemmeside.
Sundhedskartellet udgøres udover ergoterapeuterne og bioanalytikerne af blandt andet tandlæger, fysioterapeuter, farmakonomer, jordemødre, radiografer, fodterapeuter og sygeplejersker.


Sunde strejker
Sundhedskartellet holder fortsat strejkegryden i kog i hele Danmark. I dag er de største aktiviteter:
Viborg: Demonstration fra Viborg Stadion klokken 15.
Slagelse: Demonstration på Schweizerpladsen klokken 18.
København: Demonstration foran Danske Regioners domicil på Dampfærgevej på Østerbro klokken 17.30

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland