06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Timelærere i protest mod daglejer-vilkår

Timelærere i protest mod daglejer-vilkår

Onsdag, 14. maj, 2008, 00:00:00

Timelærere ved Aarhus Universitet danner ny forening i protest mod arbejdsforholdene, som regeringens beskæring af supplerende dagpenge gør endnu værre

Regeringens seneste indgreb mod de supplerende dagpenge får nu timelærerne ved Aarhus Universitet til at reagere. Indgrebet er at føje spot til skade for timelærerne ved landets universiteter, mener de. Derfor har de nu dannet en forening, Timelærerforeningen ved Aarhus Universitet.
'Timelærerforeningen skal på det skarpeste kritisere den heksejagt, regeringen på det seneste har indledt på modtagere af supplerende dagpenge,' siger foreningen i en udtalelse fra sin stiftende generalforsamling.
Timelærerne gør opmærksom på, at de ifølge loven ikke må arbejde på fuld tid og derfor tvinges på supplerende dagpenge.
'På samme tid anklages vi for ikke at ville arbejde på fuld tid. Men vi vil gerne arbejde på fuld tid. Derfor har mange af os flere ansættelser, som vi haster rundt og passer, hvilket er meget stressende for den enkelte,' konstaterer Timelærerforeningen.
Foreningen har som formål at arbejde for bedre arbejdsforhold for undervisningsassistenter og eksterne lektorer på Århus Universitet. Og drejer sig ikke kun om om regeringens angreb på dagpengeretten.
'Vi er nutidens daglejere, og vi undrer os over at det kan være lovligt at ansætte folk i staten uden overenskomstmæssige forhold. Vi ønsker ansættelse på overenskomstmæssige vilkår og under anstændige arbejdsforhold,' skriver Timelærerforeningen.
Stramningerne i adgangen til supplerende dagpenge er til tredje- og sidstebehandling i Folketinget torsdag i næste uge. Det er en del af en jobplan aftalt mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og Ny Alliance. Loven kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra den 14. april

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland