Vestens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, har skudt regeringens miljøpolitik ned i en rapport. I går var miljøministeren kaldt i åbent samråd.
Miljøministeren havde ikke meget at byde på, da der i går var åbent samråd i Folketingets Miljø- og Planlægningsafdeling. På dagsordenen var den rapport, som OECD for nylig udgav om dansk miljøpolitik 1999-2007.
Rapporten indeholder drøje hug fra OECD, den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestens rigeste lande, samt 37 anbefalinger til hvad den danske regering kan gøre ved det.
OECD hæfter sig først og fremmest ved, at der totalt mangler en overordnet strategisk plan for miljøpolitikken. Danmark bliver også kritiseret for stadig ikke at have tiltrådt en række internationale miljøaftaler især på havområdet. OECD foreslår blandt andet at omlægge transportafgifterne i en mere miljøvenlig retning med for eksempel indførelse af trængselsafgifter.
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg havde spurgt miljøministeren, hvad han allerede har gjort. Samt hvad han har tænkt sig at gøre med kritikken og de mange anbefalinger.
Miljøminister Troels Lund Poulsen lægger ud med at oplæse et tidligere skriftligt svar til udvalget. Heraf fremgår det, at regeringen har gjort rigtig meget for at imødekomme kritikken, og at man har tænkt sig at gøre rigtig meget for også at følge i hvert fald nogle af anbefalingerne.
En 17. plads
Det er der jo ikke meget nyt i, indleder Pia Auken fra SF med at konstatere, da spørgerunden starter.
Hun kalder regeringens svar på OECD`s kritik for 'et skønmaleri'. Dernæst citerer hun fra rapporten: 'at Danmarks miljøniveau ikke er særlig høj sammenlignet med OECD`s standarder, bortset fra et par enkelte områder.'
Derefter hiver hun det årlige miljøindeks fra Yale Universitetet frem. Det giver en karakter for en lang række miljøområder og regner dem så sammen. Og resultatet er ikke pænt for Danmarks vedkommende. Danmark er placeret som nummer 17 lige foran USA.
- Regeringen er måske tilfreds med at rode rundt på en 17. plads, spørger Pia Auken uden at få noget svar. Miljøministeren oplyser blot, at han ikke har læst miljøindekset.
OECD kritiserer også regeringen for at mangle et fælles mål for, hvad Danmark vil med sin miljøpolitik. Det mener Pia Auken må betyde, at der skal træffes aftale om bæredygtighed i naturen med helt faste mål og tidsplaner.
Men ministeren bider ikke på krogen. Ifølge ham er der forskel på oppositionens 'hardcore-model, hvor man fastsætter nogle benhårde mål på alle områder', og så regeringen 'som fastsætter nogle gode mål, som man så måler på.'
Mindre overvågning
Per Clausen fra Enhedslisten henviser til, at OECD kritiserer at antallet af miljøstationer er faldet drastisk.
- Vil ministeren ikke, på baggrund af kritikken, genoverveje den systematiske reduktion af ressourcerne til miljømåling som er gennemført, spørger han uden at få noget svar.
Torben Hansen fra Socialdemokraterne hæfter sig ved, at OECD-rapporten konkluderer, at en femtedel af danskerne er udsat for en uacceptabel luftkvalitet.
- Vil regeringen være med til at lave flere miljøzoner og bakke op om forslag fra oppositionen om at indføre CCR-katalysatorer, så vi kan få fjernet de meget skadelige kvælstoffilter, spørger han.
Ministeren svarer, at regeringen i et vist omfang har givet mulighed for at lave miljøzoner i de største byer, og lover i øvrigt, at han i løbet af kort tid vil komme med en lufthandlingsplan, uden at ville komme ind på indholdet.
Troels Lund Poulsen lover også at sende OECD`s anbefalinger om brugen af grønne afgifter til den skattekommission, der er nedsat for at kigge det danske skattesystem efter i krogene.
Nu har miljøafgifter aldrig været regeringen Foghs livret. Så Steen Gade, SF, vil vide, om ministeren garanterer, at også det kom med i arbejdet.
- Jeg vil ikke blande mig i, hvad de laver, men når jeg oversender anbefalingerne til skatte- og finansministeren er det også, fordi jeg som miljøminister følger arbejdet meget tæt, lyder svaret.
Og således fortsætter det en rum tid. Masser af spørgsmål uden svar, og svar uden spørgsmål.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278