06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politikere får argumenter fra gulvet

Politikere får argumenter fra gulvet

Torsdag, 15. maj, 2008, 00:00:00

Nordjyske stillads-arbejdere havde i går foretræde for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg. Stilladsarbejderne argumenterer imod dagpengestramninger

Regeringen får ikke, som den selv påstår, flere fuldtidsjob ved at skære i retten til at modtage supplerende dagpenge.
Derimod risikerer man at udsulte en hel branche for kvalificeret arbejdskraft, lyder det fra fem repræsentanter for nordjyske stilladsarbejdere. I går aflagde de medlemmerne af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg visit for at fortælle om virkeligheden udenfor Christiansborgs tykke mure.
De erklærer sig enige i, at alle skal være fuldtidsansatte, hvis det er muligt. Men understreger samtidig, at det er stort set umuligt i stilladsbranchen på grund af vejrforholdene. Regn, blæst og sne gør det ofte umuligt at arbejde sikkert på stilladserne. I de situationer er stilladsarbejderne afhængige af supplerende dagpenge.
- En stilladsarbejder får supplerende dagpenge i 25-30 uger i løbet af et år. Så allerede efter godt et år, vil stilladsarbejderne falde for de nye regler og miste et væsentligt supplement til årsindkomsten, siger Ole Nors Nielsen, næstformand i 3F Aalborgs Transportgruppe, til Arbejderen.
Retten til at modtage supplerende dagpenge bliver sat ned fra 52 uger inden for en periode på 70 uger til 30 uger i løbet af 104 uger.
Jens Pedersen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub i Nordjylland, er én af dem, der ved, hvad det betyder at være ansat i en branche, der er afhængig af vejr og vind.
- Sidste år fik jeg 32.000 i supplerende dagpenge. Dem risikerer jeg at miste. Jeg er fast tilknyttet en arbejdsgiver. Møder ind hver morgen og passer mit arbejde, når vejret er til det, fortæller han til Arbejderen.
Hjemsendelse er uanset varighed forbundet med en masse papirarbejde for den arbejdsløse selv, for a-kassen og jobcentret.
Personligt har Jens Pedersen oplevet at få fem breve fra jobcenteret på 14 dage på grund af den skærpede kontrol, der er med de arbejdsløse, for at undgå snyd med dagpengene. Den nordjyske stilladsarbejder, der har erhvervskørekort, har sågar været ude for at blive kaldt til samtale på det lokale jobcenter og bedt om at køre bus, når han ikke var på arbejde i stilladsfirmaet.
De nordjyske repræsentanter er ganske godt tilfredse med besøget i Folketinget. De har tænkt sig at blive ved med at dokumentere, hvordan dagpengestramningerne rammer medlemmerne. Ansatte i fiskeindustrien, tjenere og havnearbejdere har også forsøgt at overbevise politikerne på Christiansborg om lovens uheldige virkninger. Foreløbig uden held.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland