Et nyt lovforslag om biologiske stoffer giver sundhedsministeren totalt frie hænder. Alligevel blev det ikke sendt til høring hos juridiske eksperter udenfor regeringen
Da ministeren for Sundhed og Forebyggelse, Jakob Axel Nielsen (K), sendte sit nye lovforslag om bekæmpelse af terror med biologiske våben til høring, blev ikke én eneste juridisk ekspert udenfor regeringen kontaktet.
Det eneste høringssvar fra jurister udenfor centraladministrationen kommer fra Retssikkerhedsfonden.
- Vi har kommenteret lovforslaget helt på eget initiativ. Der er ikke nogen jurister udefra, der er blevet hørt og det er usædvanligt, siger formanden, tidligere justitsminister Ole Espersen, til Arbejderen.
Lovforslaget er en del af regeringens terrorlove. Den giver sundhedsministeren frie hænder til at bestemme, hvordan man kan undgå, at lovligt fremstillede stoffer falder i terroristhænder. Ministeren kan til enhver tid ændre på reglerne for, hvornår det er ulovligt 'at besidde, fremstille, anvende, opbevare, købe, sælge, overdrage, fordele, transportere og bortskaffe biologiske stoffer.'
Straframmen for overtrædelse af loven er fængsel i op til to år.
Helt frie hænder
Loven gør det også muligt at ransage laboratorier og andre erhvervslokaler med biologiske stoffer uden mistanke og uden dommerkendelse. Der er adgang til alle personoplysninger i alle statslige registre, samt til at sammenkøre dem. Og den afskaffer folks adgang til at klage over en afgørelse, der er truffet af andre myndigheder ifølge loven.
Ministeriet for Sundhed og forebyggelse afviser kritikken af, at lovforslaget ikke er sendt til høring hos uafhængige juridiske eksperter.
- Vi har jo de juridiske eksperter, vi har brug for, her i Centraladministrationen, siger pressemedarbejder Marie-Louise Bloch Poulsen-Hansen til Arbejderen. Hun forklarer, at forslaget blandt andet er gennemgået af Justitsministeriets jurister.
- Vi har fulgt normal praksis. Det har stået foreninger som Retssikkerhedsfonden og Retspolitisk Forening frit for at finde lovforslaget på Borger.dk`s høringsportal og derpå sende deres kommentarer.
Lov uden regler
Ledende juridiske eksperter er stærkt kritisk over, at loven giver ministeren frie hænder og ikke med ét ord siger, hvad der er ulovligt og derfor strafbart . Ifølge Advokatrådet strider det mod grundlæggende retsprincipper.
- Det er en ekstremt vidtgående rammelov, hvor ministeren kan gøre det, som han har lyst til. Der er frit slag, og det kan gå ud over hvem som helst, uden at de kan læse i loven hvad de må og ikke må, siger Lars Lindhard, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg, til Jyllands-Posten.
- Det er helt uhørt, at man ikke mere konkret i loven kan se, hvilke handlinger man skal foretage sig for at være hjemfalden til fængsel i to år. Jeg har aldrig set noget lignende, siger professor, dr.jur. Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet.
Heller ikke Ole Espersen mindes noget fortilfælde.
- Regler i samfundet skal gives af Folketinget. Hvis man som her overlader det til ministeren at bestemme selv uden nogle kriterier på forhånd, så giver man lovgivningen fra sig, og det er ikke meningen i et demokrati, siger Ole Espersen.
Sundhedsudvalget afgiver betænkning på onsdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278