06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskerne skal tage mere ansvar

Danskerne skal tage mere ansvar

Tirsdag, 20. maj, 2008, 00:00:00

Nogle af dem, der selv skal tage ansvar, er de ægtepar, der falder for 300-timers reglen. Hvad har de selv gjort for at få et arbejde, spørger beskæftigelsesministeren

Regeringen lancerede i går sin nye kampagne, 'Mit Ansvar', der skal få befolkningen til at påtage sig et større personligt ansvar.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen går i spidsen for regeringsprojektet at individualisere det fælles ansvar. Vi skal hver især tage et større socialt ansvar, passe bedre på miljøet, lade være med at smide skrald på gaden og så videre.
Claus Hjort Frederiksen erklærer, at hans ide er, at det er de mest velbjærgede som skal yde mere. Det forhindre han dog ikke i også at fremhæve, at de arbejdsløse skal påtage sig en større del af ansvaret for at få et arbejde.
'Der er kort og godt grænser for, hvad staten skal tage sig af', skriver beskæftigelsesministeren i sit indlæg på kampagnens hjemmeside www.mitansvar.dk
Med en stor konferencen skød han i går kampagnen i gang. Det skete med oplæg fra en hel stribe af regeringens ministre. Både velfærdsminister, Karen Jespersen, kulturminister Brian Mikkelsen, sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, undervisningsminister Bertel Haarder og udenrigsminister Per Stig Møller deltog på konferencen.
De har hver især skrevet deres bud på, hvordan ansvaret skal fordeles. Det kan læses på hjemmesiden, hvor man også kan skrive til en ven, man synes bør tage mere ansvar og nominere en person, organisation eller virksomhed, der har gjort en ekstraordinær indsats.
For eksempel slår velfærdsminister Karen Jespersen fast, at: 'Det er vigtigt, at det danske velfærdssystem ikke bliver en sovepude, der fritager os fra det personlige ansvar.'
Claus Hjort Frederiksen nævner konkret, at man i debatten skal spørge de arbejdsløse ægtepar på kontanthjælp, som er ramt af 300-timers reglen om, hvad de har gjort for at få et arbejde.
- Et arbejde er ikke noget, staten kommer og tilbyder en. Et arbejde er noget, man skal søge, siger han til Politiken.
Socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft deltager i debatten på hjemmesiden, men med en lidt anden opfattelse af, hvad ansvar er. Det er ansvarligt at betale de nødvendige skatter og afgifter og uansvarligt at solde sin friværdi op, fastslår hun.
Det er den enkeltes ansvar at forsørge sig selv, så længe man kan, men det er politikernes ansvar, at den offentlige sektor er svært overbelastet, mener Hanne Reintoft. Hun kalder en minimalstat for uansvarlig og slutter:
'Vort fælles ansvar kan ikke aftørres ved at individualisere det, men må løftes i flok og i fællesskab.'
På hjemmesiden kan du selv skrive et debatindlæg og svare på spørgsmål som: 'Hvem skal sørge for din pension, når du bliver gammel? Dig selv, eller staten?'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland