06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO vil have gratis busser

LO vil have gratis busser

Onsdag, 21. maj, 2008, 00:00:00

Nu skal den onde cirkel brydes omkring den kollektive bustransport i Hovedstadsområdet. Lav forsøg med gratis busser i randområderne, foreslår LO Storkøbenhavn

De sidste seks års udvikling for den kollektive trafik i de store byområder viser en ond cirkel med højere priser, mindre indtægter, ringere service og færre passagerer.
En opgørelse fra Trafikministeriet viser, at den gennemsnitlige pris på en busbillet i Københavnsområdet er steget med 50 procent siden 2001. Samtidig er antal kørte bustimer faldet med otte procent siden 2003. Og antallet af passagerer falder markant, viser opgørelser fra busselskabet Movia.
Samme udvikling ses i andre større danske byer. Hovedparten af de passagerer, som stiger af bussen, vælger i stedet at køre bil, stik imod regeringens erklærede intentioner om at mindske biltrafikken.
Nu foreslår LO Storkøbenhavns formand, Peter Kay Mortensen, at det skal være gratis at køre fra Hovedstadens randområder ind mod byens trafikknudepunkter.
- Det er almindelig bagerlogik, at man ligeså godt kan bage, når ovnen er varm alligevel. Kommunerne skal jo alligevel betale for bustrafikken, siger Peter Kay Mortensen til Arbejderen.
Han vil gøre noget ved, at stadig flere dropper bussen til og fra arbejdspladsen. Især folk i yderområderne, hvor servicen hele tiden forringes.
- Trængslen på vejene er blevet utrolig stor ind mod Hovedstaden, så folk har svært ved at komme på arbejde. Samtidig kører busserne i randområderne rundt med ganske få passagerer. Kunne vi få dem fyldt op ved at gøre det gratis, så kunne det måske lokke flere til at tage bussen, siger Peter Kay Mortensen.
Han vil nu foreslå Movia, som står for den kollektive bustrafik i Hovedstaden, at lave nogle forsøgsordninger.
- Bestyrelsen burde tage det op og lave nogle forsøg for at se, om det virkelig ville give noget, siger Peter Kay Mortensen. Han vil kontakte Movias administrerende direktør, Johannes Sloth, for at høre hans mening.
Han understreger i øvrigt, at LO Storkøbenhavn for længst har besluttet politisk, at den kollektive trafik generelt skal være en statslig opgave, og derfor gratis.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), medgiver, at den kollektive bustrafik udvikler sig i en forkert retning.
- Der er et passagerfald, og samtidig stiger omkostningerne til brændstof og løn. Så mangler vi penge, når regningerne skal betales. Vi har forsøgt at sætte taksterne op, men det jager passagererne væk, udtaler han til Ritzau.
Han frygter den situation, hvor det ender med, at der rationaliseres ved at skære ruter væk med endnu færre passagerer til følge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland