06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støtten bare stiger og stiger

Støtten bare stiger og stiger

Onsdag, 21. maj, 2008, 00:00:00

Strejken er hård, men har styrket sammenholdet og vores politiske bevidsthed, lyder det fra førstegangsstrejkende sygeplejerske

'Nu skal jeg ud med mine dejlige kolleger og råbe op og sige fra.'
Sådan sagde sygeplejerske Louise Kornerup Nielsen til Arbejderen på strejkens første dag den 16. april. I dag har hun råbt i ikke mindre end fem uger. Det har været hårdt, erkender hun, men også fantastisk at opleve, hvordan opbakningen fra befolkningen bare er steget og steget.
Det giver Louise Kornerup Nielsen tro på, at konflikten har givet et udbytte, selvom de måske ikke når de 15 procent ekstra i løn, der var målet.
Danske Regioner og Sundhedskartellet er endnu ikke begyndt at nærme sig hinanden, og Louise Kornerup Nielsen og hendes kolleger er begyndt at tvivle på, at det nogensinde vil ske.
- Jeg tror ikke på, at vi får et forlig, vi kan stemme ja til. Regionerne har nok ikke pengene, så det er et spørgsmål om politisk vilje, forklarer sygeplejersken.
- Problemet er, at alle pengene er gået til regeringens skattestop, selvom langt de fleste, vi har mødt under vores gadeaktioner, hellere vil betale lidt mere i skat og så have en velfungerende offentlig sektor, tilføjer hun.
- Flere og flere bliver klar over, hvad den nuværende regering står for, og det tror jeg vores strejke har været medvirkende til. Det har helt sikkert sat nogle tanker i gang hos de fleste danskere om, hvad der er ved at ske med det danske sygehusvæsen. Hele det offentlige sygehusvæsen er jo ved at køre i sænk.
Louise Kornerup Nielsen erkender blankt, at hun er ved at være træt efter fem ugers strejke.
- Det er drønhårdt både at arbejde i nødberedskab og strejke og demonstrere. Vi har sunget og råbt i over en måned nu, og jeg kan godt mærke, at vi er ved at være lidt hæse og trætte. Vi vil gerne tilbage til vores vante gænger nu, siger hun.
- Men vi fået et mega-godt sammenhold kollegerne imellem.
Efterhånden som strejken er skredet frem uden hverken regionerne eller politikerne på Christiansborg har fundet ekstra penge, føler Louise Kornerup Nielsen sig rystet over regeringens arrogance.
- Vi har prøvet at råbe politikerne op, men det virker som om, de slet ikke vil høre. Men det bliver ikke glemt - vreden gemmer vi til næste valg, anfører hun.
Hvis Louise Kornerup Nielsen og kollegerne ender med at måtte vende tilbage til et arbejde med kun 12,8 procent mere i løn, forudser hun, at endnu flere vil skifte job, og at situationen på sygehusene dermed vil forværres.
- Men måske har regeringen slet ikke så meget imod, at det offentlige bliver kørt i sænk, for så kan det private sundhedsvæsen blomstre op. At der skal skiftes regering, er en af de ting, der er blevet klart for mange af os i løbet af konflikten, fortæller hun, og peger blandt andet på, hvordan talere fra SF og Enhedslisten har været populære til strejkeaktiviteterne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland