Den offentlige vækst risikerer at gro nedad i næste års kommunale budgetter
Minus 800 millioner til deling. Det er det tilbud, finansminister Lars Løkke Rasmussen kan forventes at møde op med, når han om få uger indleder de økonomiske forhandlinger med landets kommuner.
- Det kan jeg overhovedet ikke forestille mig, at nogen kommuner vil sige ja til, siger børneudvalgsformand i Kommunernes Landsforening, Henrik Larsen (R) til Arbejderen.
Arbejderen skrev i går, at regeringens nedskæring i den offentlige vækst kombineret med udgifter til blandt andet kvalitetsreformen og det stigende antal ældre, kan betyde at kommunerne får 97,1 procent mindre at rutte med i 2009, end de har haft i år.
Men den offentlige vækst ser ikke bare ud til at stagnere. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at finansministerens tilbud kan være mindre end en nulvækst i den offentlige sektor.
- Væksten er i forvejen skåret ned til cirka 200 millioner kroner i 2009 mod 6,8 milliarder i år. Men samtidig har staten et efterslæb på cirka en milliard, som skal hentes hjem et sted, siger økonom Martin Madsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Arbejderen.
Han taler om den tvungne opsparing, som i år er hentet hos blandt andet de statsfinansierede gymnasier, og som skal udløses i næste års budget.
- Beløbet svarer meget godt til den milliard, kommunerne overskred rammen med i år, så det er nærliggende at forestille sig, regeringen vil hente dem her. Trækker man væksten på de 200 millioner fra giver det en tilbagegang på 800 millioner, anfører Martin Madsen.
Kommunalordfører hos Konservative, Mike Legarth, vil ikke kommentere de konkrete udregninger, men kan godt forstå Henrik Larsens skepsis.
- Det er en svær opgave, kommunerne har. De er nødt til at prioritere, for der skal findes besparelser. Jeg håber ikke, det vil betyde forringelser for borgerne næste år, siger han til Arbejderen.
Henrik Larsen er på sin side ikke i tvivl om, at netop forringelser vil blive resultatet af den stramme økonomi.
- Der vil blive længere mellem pædagogerne og ryge nogle minutter af de ældres rengøring. Det vil kunne mærkes i dagligdagen, hvis der ikke kommer flere penge på bordet, fastslår han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278