06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejkevagt i Esbjerg

Strejkevagt i Esbjerg

Onsdag, 28. maj, 2008, 00:00:00

Venstre-borgmesteren i Esbjerg Kommune har beordret de uorganiserede pædagoger i arbejde. De strejkende står vagt udenfor institutionerne

Pædagoger, der ikke har medlemskabet af BUPL i orden, er blevet beordret på arbejde i Esbjerg Kommune. Ifølge Arbejderens oplysninger drejer det sig om mellem 30 og 40 personer.
- Borgmester Johnny Søtrup (V) har valgt, at de uorganiserede pædagoger skal på arbejde og efterfølgende tvunget forvaltningen til at føre beslutningen ud i praksis, fortæller Kim Jørgensen, formand for BUPL Sydjylland til Arbejderen.
BUPL Sydjylland ser det som en unødig provokation fra borgmesterens side. En provokation, der ikke bliver mindre af, at Johnny Søtrup sidder i KL`s løn- og personaleudvalg.
Beslutningen har resulteret i, at dørene blev slået op til 24 institutioner fra mandag morgen. I sidste uge var der otte institutioner, der kunne holde åbent ved hjælp af pædagogmedhjælpere og 12-13 reglementsansatte pædagoger, ledere og souschefer, som alle er undtaget konflikten.
- Så siden mandag morgen har vi stået udenfor de her institutioner om morgenen, når de åbner, så både forældre og personale bliver mindet om, at vi strejker og samtidig har mulighed for at høre, hvorfor vi strejker, siger Elisa Bergmann, fællestillidsrepræsentant til Arbejderen.
Hun glæder sig over, at det ser ud til, at mange forældre har valgt ikke at tage mod tilbuddet om at få passet børn, så længe der kører en konflikt. Om det så skyldes, at de tror alle institutioner er lukket som følge heraf, eller de bevidst har sagt, at de finder en anden løsning under strejken, tør hun ikke sige.
De strejkende BUPL-medlemmer er utilfredse med borgmesterens indblanding i en lovlig varslet konflikt og mener, at deres kolleger er blevet beordret til at udføre strejkeramt arbejde.
- Jeg forstår slet ikke argumentet. De er jo kolleger i dagligdagen men bare ikke medlemmer af BUPL. De står i en anden fagforening. Desuden har vi organisationsfrihed her i landet, så vi blander os ikke i, hvor pædagogerne er organiseret, siger borgmester Johnny Søtrup til Arbejderen.
Han mener, at han er i sin fulde ret til at bede de pågældende pædagoger om at gå på arbejde, fordi de ikke er omfattet af det strejkevarsel, som BUPL har udsendt.
- Mit mål er at få passet så mange børn som muligt, da ikke alle har alternativer at trække på, siger Johnny Søtrup.
Under normale forhold har mere end 8000 børn brug for pasning i kommunen. I denne uge har 500 børn mulighed for at blive passet.
Pædagogerne holder et vågent øje med om arbejdet på de åbne institutioner foregår pædagogisk forsvarligt. Det vi sige om antallet af voksne svarer til det antal børn, der bliver passet.
I løbet af i går begyndte der at dukke eksempler op på uforsvarlige forhold. Således skulle en relativ nyansat 19-årig pædagogmedhjælper og en person i arbejdsprøvning have ansvaret for 30-40 børn fra to børnehaveklasser i en SFO på Fourfeldtskolen. Et andet eksempel er, at syv medhjælpere passer 120 børn i alderen fem til ti år.
Borgmesteren sætter sin lid til, at den aftale, der er indgået mellem kommunen, BUPL og FOA om, hvordan konflikten skal køre ude på institutionerne, overholdes. Der er ingen planer om at tjekke hos lederne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland