Sygeplejersker har båret ligelønsfakkel 550 kilometer og fortsætter kampen for fuldt blus forud for nye forhand-linger med regionerne
I går modtog Sundhedskartellets formand, Connie Kruckow, ligelønsfaklen. Faklen er gennem den sidste uge blevet båret fra hånd til hånd 550 kilometer hele vejen gennem Danmark.
- Vi vil gerne vise Connie, at vi stadig står bag hende, når hun nu skal til at mødes med Bent Hansen igen. Og så håber vi, at der går et lys op for politikerne om, at de også har et ansvar, siger sygeplejerske fra Høje Taastrup, Pia Rønnenkamp, til Arbejderen.
Hun overtog sammen med 11 kolleger fra Høje Taastrup faklen i går morges.
- Mens vi løb ind mod København, blev vi flere og flere, indtil vi til sidst var samlet 500 sygeplejersker foran Dansk Sygeplejeråd i det Indre København, fortæller Pia Rønnenkamp.
Distriktssygeplejerske Lars Frandsen er en af dem, der i sidste uge var med til at tænde faklen på Jyllands Nordspids.
Torsdag sidste uge klokken halv syv om morgenen stod han på den yderste spids af Grenen med faklen og et forstørrelsesglas.
- Da solen stod op tændte den faklen med sine første stråler. Det var meget smukt. Derefter løb vi ind med faklen til sygeplejerskerne i Skagen, som så løb videre med den til Frederikshavn, fortæller Lars Frandsen til Arbejderen.
- Vi løb langs landevejen og folk vinkede og dyttede til støtte, fortæller han.
Selvom hvert stræk har været på op til ti kilometer, har det ikke været svært at finde sygeplejerske eller jordemødre til at løbe dem.
- Der har nærmest været nogen til at løbe for hver ene kilometer. Opbakningen og interessen har været helt overvældende, siger Pia Rønnenkamp.
Faklen løb sin sidste tur i går aftes, hvor den spredte ilden til et fakkeltog, som efter solnedgang gik gennem København.
Selvom overenskomststrejken nu har varet mere end halvanden måned, er der er stadig fuldt blus under kampgejsten.
- Det er helt fantastisk at mærke den opbakning og tænke på, at medlemmerne på et døgns tid fik organiseret faklens tur ned gennem Danmark. Det er en vitaminindsprøjtning forud for forhandlingerne, siger Connie Kruckow til Arbejderen.
Onsdag tog hun kontakt til formanden for Danske Regioner og sent i går aftes var teknikerne ved at gøre klar til nye forhandlinger.
- Jeg ser gerne, at vi kaster lidt af den ene milliard, regionerne bruger på vikarer hvert år, ind i spillet. Med bare en halv milliard vil jeg kunne sikre de 15 procent, vi kæmper for, anfører Connie Kruckow.
Hun mener, at vikarkronerne skal spares ved at tilbyde de offentligt ansatte sygeplejersker lige så gode løn- og arbejdsforhold, som de gør i det private.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278