I går blev yderligere to irakere der har afsonet deres dom sat på et fly til Irak. En af de fire irakere, der allerede er udvist, sidder nu fængslet i Bagdad
De danske myndigheder har sendt et udkast til en hjemsendelsesaftale til den irakiske regering. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech håber på snart at få en underskrift, der giver hende mulighed for at tvangshjemsende alle de 357 afviste irakiske asylansøgere, der sidder i de danske asylcentre.
Chefen for den irakiske ambassade i Danmark bekræfter, at en sådan aftale er på trapperne.
- Arbejdet skrider fremad, og jeg tror, at det kun er et spørgsmål om meget kort tid, før en udvekslingsaftale ligger klar, sagde han til Jyllands-Posten i søndags.
Integrationsministeren har været under hårdt pres, siden Sverige i februar fik en hjemsendelsesaftale med Irak. Kort efter tvangshjemsendelserne gik i gang, kunne Sveriges Radio fortælle, at lokalregeringen i det nordlige Irak nægtede at tage imod de tvangshjemsendte. Alligevel har især Dansk Folkeparti presset på for, at Danmark skulle få en lignende aftale.
FN`s Flygtningehøjkomisariat UNHCR fraråder fortsat tvangshjemsendelser.
- Man skal ikke sende nogen tilbage til det centrale og sydlige Irak endnu - disse mennesker har stadig behov for international beskyttelse, siger Hanne Mathisen, UNHCR`s pressechef i Norden, til Danmarks Radio.
Aktionsgruppen Stop Udvisningerne mener, at de igangværende tvangsudvisninger af 12 irakere, som har afsonet en fængselsdom i Danmark, er en prøveballon på udvisninger af alle afviste asylansøgere. De demonstrerede igen i går i Kastrup Lufthavn imod udvisningen af yderligere to irakere. Af de fire irakere, der allerede er udvist, er tre blevet fængslet ved ankomsten til Irak. De to første er løsladt igen, men ifølge organisationen Asylret er Salame, der blev udvist i onsdags, stadig fængslet.
I et samråd i torsdags indrømmede Birthe Rønn Hornbech, at der ingen aftale er mellem Danmark og Irak, der sikrer de udviste mod forfølgelse. Enhedslisten har igen kaldt integrationsministeren i samråd. Denne gang skal hun redegøre for den forestående hjemsendelsesaftale for de afviste asylansøgere.
Hjemsendelserne har mødt stærk kritik fra blandt andre Dansk Flygtningehjælp, Amnesty og Institut for Menneskerettigheder. Senest har 1800 læger, lærere, psykologer, socialrådgivere og sygeplejesker skrevet under på en protest til Folketingets medlemmer. De kræver blandt andet, at der gives asyl til alle afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278