Datatilsynet efterlyser ansatte, der vil stå frem og erklære, at de føler sig krænket. Ellers kan der ikke gribes ind mod chefens hemmelige agenter
Hos Datatilsynet - landets øverste myndighed når det gælder kontrol af registrering - indrømmer man, at der for øjeblikket er en gråzone, når det gælder mystery shopping.
- Jeg vil følge med i, hvad I skriver om mystery shopping. Hvis der er ansatte, som føler det er krænkende at blive overvåget på den her måde, så har de - og deres faglige organisationer - mulighed for at rejse sagen over for os, og så vil vi kigge på det. Men det kræver, at vi får en konkret henvendelse, siger direktør i Datatilsynet, Janni Christoffersen, til Arbejderen.
Hun vurderer, at virksomhederne i kraft af deres ledelsesret som udgangspunkt har vide rammer for at overvåge deres ansatte. Men der er også en grænser. En sådan blev eksempelvis trukket, da en Matas-chef blev idømt en bod for at have overvåget og fyret en ansat, der lagde makeup i arbejdstiden. Der gælder også grænser inden for mystery shopping. Men de er endnu ikke blevet rigtigt afprøvet, fordi det er svært at få ansatte til at stå frem.
- Hvis et firma registrerer oplysninger om sine ansatte, må de være opmærksomme på persondatalovens regler - det betyder, at det skal være nødvendigt at registrere netop den her slags oplysninger, og at formålet ikke kunne være opnået med mindre indgribende midler, slutter Datatilsynets direktør.
Hos HK er man enig i, at virksomhedernes ret til at lede og fordele arbejdet har mange konsekvenser for de ansatte. Men i januar 2007 trådte en ny aftale om kontrolforanstaltninger i kraft mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO.
- Både DA og LO er enige om, at mystery shopping er en kontrolforanstaltning. Derfor gælder der nogle særlige regler. Aftalen slår fast, at en kontrolforanstaltning skal være sagligt begrundet og have et fornuftigt formål. Og det må ikke være krænkende over for lønmodtagerne eller være til ulempe for dem, fortæller faglig sekretær i HK Bjarne Petersen til Arbejderen.
For halvandet år siden udarbejdede HK et sæt 'spilleregler for mystery shopping'. Men ingen mystery shopping firmaer har skrevet under på dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278