Sundhedskartellets ugentlige cykeltur i København er blevet et stort hit. Antallet af deltagere vokser fra uge til uge. I onsdags var Arbejderen med

Ringeklokkerne akkompagnerer de insisterende kvindestemmer, der synger om ligeløn, så det runger i Københavns gader. For sjette onsdag i træk cyklede Sundhedskartellets medlemmer i forgårs i demonstration for deres krav om en 15 procents lønstigning. Arrangørerne vurderer, at de var omkring 1500. Cykeldemonstrationen er blevet det store hit blandt de strejkende.
'Vi er på vej, vi er på vej, vi er på vej mod ligeløn, og vi er ikke til at stoppe, vi er på vej mod ligeløn,' synger det seje sundhedspersonale, der i onsdags gik ind i deres ottende strejkeuge.
Det er et langt og hårdt træk, fortæller en flok sundhedsplejersker fra Københavns Nordvestkvarter. De understreger, at det er fællesskabet som holder dem kørende, mens de står parat med cyklerne og tripper efter at komme af sted.
- Der er en større fællesskabsfølelse, end jeg kan huske, der nogensinde har været før. Det har styrket vores lille gruppe indadtil, men samarbejdet med de andre strejkende grupper har også været rigtig godt. Grundlæggende arbejder vi jo alle for, at kvindefagene skal have bedre løn, siger en af sundhedsplejerskerne Linda Larsen.
Hun er ligesom stort set alle andre i demonstrationen iført en af de hvide ligeløns T-shirts, som hun i øvrigt også bruger til hverdag. Når hun har den på, hilser andre i ligeløns T-shirts på hende på gaden og sætter sig ved siden af hende i bussen.

Ikke specielt rød
Linda Larsen var med til at arrangere den første cykeldemonstration for seks uger siden, og i dag cykler hun med i front og råber for: 'Hvad vil vi ha?'. Dertil svarer koret af sundhedsplejersker, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og mange andre faggrupper, at de vil have ligeløn. 'Hvor meget vil vi ha?' spørger Linda Larsen. Det er sundhedspersonalet ikke i tvivl om. De vil have 15 procent, og de vil have det lige nu.
- Jeg har aldrig været specielt rød, men der er grænser for, hvad man skal finde sig i, siger Linda Larsen bestemt.
Tilbuddet om en lønstigning på 13 procent, som regionerne kom med i mandags, vil hun for eksempel ikke finde sig i. Hun kalder forslaget uforskammet og er godt tilfreds med, at Sundhedskartellets forhandler Connie Kruckow takkede nej. Næste gang må regionerne have flere penge med til forhandlingsbordet, mener Linda Larsen, og så skal Folketinget lave en ligelønskommission og smide en ordentlig sæk penge efter den.
- Jeg er med til at uddanne nye sygeplejesker, og de vil rigtig gerne yde en indsats, men de vil også have en ordentlig løn for det. Man tager jo ikke en tre årig uddannelse, hvis man ikke får noget ud af det, forklarer hun.
Linda Larsen vurderer, at medlemmerne af Sundhedskartellet står bag Connie Kruckow, og at de ville været blevet sure, hvis hun var gået på kompromis med 13 procent. Hver gang forhandlingerne er brudt sammen, er medlemmernes aktivitetsniveau steget, konstaterer hun.

Støtten er enorm
'Det er slut med pæne piger, hør nu efter hvad vi siger, vores arbejde er meget mere værd,' synger sundhedspersonalet, og de bliver mødt med vink, dyd og klappen fra bilister og fodgængere på deres vej. Selv er de overraskede over, at de fortsat har så stor opbakning i befolkningen.
- Der er ikke nogen del af befolkningen, der ikke ved, at vi strejker og hvorfor vi gør det. Når jeg deler materialer ud i Nordvest, er det meget tydeligt, at folk har forstået, hvad det her går ud på. Når vi forklarer, at personalet flygter til den private sektor, hvis ikke der rettes op på lønnen, siger folk: 'Er det ikke også det, regeringen vil have?'
Mange kommer selv hen til Linda Larsen og hendes kollegaer på gaden, og selvom der af og til er nogle, der er frustrerede over strejken, har hun aldrig oplevet noget ubehageligt.
- Selv de, der har gener på grund af strejken, siger: 'Kæmp bare videre piger' og det tager jeg sgu hatten af for, siger Linda Larsen, der godt kan forstå, at regeringen ikke har lyst til at lave et indgreb nu, hvor strejken har så stor opbakning i befolkningen.
Befolkningens opbakning er vigtig for Linda Larsen og hendes kollegaer, derfor betyder det meget for dem, at nødberedskabet fungerer.
- Selvfølgelig skal det kunne mærkes, men det er en balancegang, for vi vil helst være til så lidt gene for befolkningen som muligt, understreger hun.