Fogh må rejse problemet om sikring af konfliktretten på EU-topmødet i næste uge, skriver LO Storbyerne og Fagligt Ansvar i et brev til statsministeren.
Der er opstået en hel uholdbar situation, efter at en række EU-domme har slået fast, at EU har ret til at blande sig i forhandlings- og konfliktretten i EU-landene.
Det mener LO-sektionerne i landets største byer, som nu sammen med det faglige netværk Fagligt Ansvar beder Fogh tage affære på EU-topmødet i næste uge.
- Vi har sendt et brev til statsministeren, hvor vi opfordrer ham til at tage problemet om sikring af konfliktretten op på EU-topmødet. Vi opfordrer ham også til at foreslå som løsningen, at EU-landene tiltræder det forslag til en juridisk bindende protokol, som Den Europæiske Faglige sammenslutning har lavet, forklarer Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn.
I det omtalte forslag til protokol står der blandt andet, at EU`s økonomiske friheder og konkurrenceregler skal fortolkes sådan, at de ikke krænker sociale rettigheder, 'herunder retten til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og til at tage faglige kampskridt.'
- Det er nødvendigt med bindende tiltag på EU-plan, efter at vi har fået nogle EU-domme, som fortolker EU`s udstationeringsdirektiv sådan, at det lægger loft over de overenskomstkrav, vi må stille til udenlandske virkomheder, der udstationerer arbejdskraft her i landet. Det kan vi simpelt hen ikke leve med i dansk fagbevægelse, siger Peter Kay Mortensen til Arbejderen.
Ifølge Peter Kay Mortensen er Socialdemokraternes EU-ordfører Kim Mortensen med på, at Fogh bør tage sagen op under en eller anden form på EU-topmødet. Det afviser Kim Mortensen dog fuldstændigt.
- Det er jo ikke Danmark, der har tabt en sag ved EF-domstolen, At rejse sagen helt uopfordret i EU vil jo være det samme som at sige, at vi har tabt en kamp, som vi end ikke har kæmpet. Den danske konfliktret er jo ikke blevet dømt i EU, siger Kim Mortensen til Arbejderen.
Han mener, at man først skal se resultatet af det udredningsarbejde om danske konsekvenser af Vaxholm- og Rüffert-dommene, som det såkaldte ÔMichael Christensen-udvalg` er i gang med.
- Der kommer en rapport i slutningen af juni, og så kan vi så ud fra den se, om det er nødvendigt med europæiske initiativer. Er der det, vil vi tage sagen op med de partier, der er med i det europapolitiske flertal, siger Kim Mortensen.
Uden Socialdemokraternes stemmer vil der ikke være flertal i Europaudvalget for at give Fogh pålæg om at rejse sagen på EU-topmødet. Selv har Fogh allerede i sit svar til Enhedslistens Per Clausen afvist, at han vil tage sagen op på topmødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278