07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Budgetkamp handler også om hænder

Budgetkamp handler også om hænder

Tirsdag, 10. juni, 2008, 00:00:00

Offentligt ansatte ruster sig til næste store slag i kampen for velfærden. Kommuner og regioner lægger atter op til besparelser i næste års budgetter

Da FOA`s medlemmer fyldte Danmarks gader med strejkesange og røde paphænder, vandt de det, der står på den ene side af hænderne: Mere i løn.
Når budgetterne skal lægges i kommunerne drejer FOA hænderne og slås for det krav, der står på den anden side af de håndformede skilte: Flere hænder.
- Budgetkampen handler om råd til flere hænder og bedre økonomi ude i de enkelte institutioner, siger Kirsten Annette Christensen til Arbejderen.
Hun er sektorformand i FOA-fagforeningen LFS, der organiserer dagplejere samt pædagoger og medhjælpere på de kommunale institutioner i København.
Kommunens økonomiudvalg har lagt op til en besparelse til næste år på omkring 200 millioner kroner. På LFS` område vil det især ramme klubber og fritidshjem hårdt.
- Vi har allerede nu holdt mange møder med politikerne, hvor vi har protesteret mod planerne, for at se om vi kan få økonomiudvalget til at trække besparelserne tilbage, fortæller Kirsten Annette Christensen.
Først når den økonomiske aftale mellem Kommunernes Landsforening og Finansministeriet er på plads, ved økonomiudvalget, hvor meget der helt præcist skal spares.
- Når økonomiudvalget afleverer budgetforslaget til Borgerrepræsentationen i midten af september, er stregen i sandet trukket. Hvis der stadig er de samme store besparelser på vores område, skal vi så i gang med at viske den streg ud, før budgettet bliver endeligt vedtaget i oktober, anfører sektorformanden.

Protester gav pote
Sidste år på denne tid havde økonomiudvalget også lagt op til massive besparelser på børneområdet. Men gennem tre hektiske ugers forældreblokader, demonstrationer og protestbreve lykkedes det at få taget forringelserne af bordet, før budgettet blev endeligt vedtaget.
- Det var samarbejdet med Københavns Forældreorganisation, KFO, der gjorde sejren mulig sidste år. Vi er i tæt kontakt igen i år, fortæller Kirsten Annette Christensen.
Hvis budgetudspillet fra økonomiudvalget fastholder forringelserne for klubber og fritidshjem, når det kommer efter sommerferien, kan København forvente blokader, demonstrationer og andre protester igen.
I løbet af overenskomstkampen har LFS sat fokus på, at det næste slag skal slås om budgetterne.
- Strejken har styrket medlemmerne og gjort dem mere fagligt bevidste. De er klar over, at de er nødt til at gå ud og kæmpe for deres fag, fastslår Kirsten Annette Christensen.

To sider af samme sag
I Midtjylland venter Dansk Sygeplejeråd også resultatet af regionernes forhandlinger med spænding.
- Region Midt har lagt op til en besparelse på 900 millioner kroner eller seks procent, oven i de to procent, vi fast skal spare hvert år. Det er helt umuligt. Sygeplejerskerne kan altså ikke løbe seks procent hurtigere, end de allerede gør, påpeger kredsformand i DSR Midtjylland, Else Kayser, over for Arbejderen.
De 20 fagforeninger, der har medlemmer ansat i regionen, opfordrer i en fælles udtalelse regionens forhandlere til at gøre det klart for finansministeren, at kravet ikke kan lade sig gøre.
- Hvis regeringen alligevel nægter at løsne det økonomiske greb har vi en ny situation. Når overenskomstkampen på et tidspunkt er ovre, flytter vi fokus til budgetforhandlingerne, bebuder Else Kayser, som forudser, at medlemmernes gejst og samarbejdet mellem de strejkende fagforeninger også vil kunne bruges i de kommende budgetkampe.
For hende er budget- og overenskomstkampen to sider af samme sag.
- Grundlæggende handler det hele om, at politikerne må melde klart ud, hvad de vil med vores sundhedsvæsen. Vil de have en offentlig sektor, eller har man en skjult tanke om at underminere det offentlige for at lede ressourcerne over i det private, spørger Else Kayser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland