iTrods overenskomst blev de polske metalarbejdere på Jysk Centrallager spist af med 75 kroner i timen, vurderer Dansk Metal Horsens

af Hans Brinkmann
- Polakkerne blev snydt, og vi var heller ikke dygtige nok. Men samtidig må vi kræve nogle værktøjer, der virker. Beskæftigelsesministeren bliver ved at hævde, at det er fagbevægelsens opgave at forhindre social dumping, men når vi ikke kan komme i kontakt med dem, der bliver misbrugt, så er det en umulig opgave, siger faglig sekretær i Metal Horsens Benny Sørensen.
Boet kan nu gøres op efter Lars Larsens kæmpebyggeri af Jysk Centrallager i Uldum. Godt 80.000 dyser er monteret af 75-100 polske kolleger, som var ansat af tre tyske underentreprenører. De er rejst hjem, men alt tyder på, at de ikke fik den løn, som overenskomsten skulle sikre dem.
- Vi kan konstatere, at vi ikke var dygtige nok, men samtidig har vi heller ikke redskaberne til at sikre, at overenskomsterne bliver holdt. Hvis vi står over for en arbejdsgiver, som bevidst vil omgå reglerne, så har vi ikke mange chancer, og det er til skade for både de udenlandske kolleger og vores medlemmer, siger Benny Sørensen.
Fra første færd forsøgte bygherren at trække sagen i langdrag. Og det var først, da Metal Horsens sammen med Blikkenslagerne varslede blokade og konflikt kort før jul, at de tyske entreprenører reagerede. De meldte sig ind i Dansk Industri (DI) og undgik dermed en blokade af byggeriet. Medlemskabet i DI betød samtidig, at de tiltrådte overenskomsten på området.
- Men der var en grund til, at den hovedentreprenør, som fik opgaven, var 30 millioner kroner billigere end konkurrenterne. Han havde aldrig tænkt sig at aflønne efter danske vilkår. Vi må konstatere, at polakkerne har monteret dyser for omkring 75 kroner i timen, mens deres danske kolleger ikke har tjent under 200 kroner i timen på samme byggeplads, siger Benny Sørensen.

Ingen snak
Fra første færd er fagforeningen blevet afvist på byggepladsen. Og Benny Sørensen ser det som en bevidst strategi, hvor det har handlet om at undgå, at de polske kolleger fik kontakt med dansk fagbevægelse.
- Vi har kun været inde på pladsen en gang, hvor vi blev ført rundt som en hund i snor. Jeg er ret sikker på, at polakkerne har vidst, at det var en enkeltbillet hjem, hvis de kontaktede os, siger han.
- Man dækker sig ind under den private ejendomsrets ukrænkelighed. Men her er tale om en kæmpe byggeplads, hvor fagbevægelsen ikke har haft fri adgang til at snakke med folkene. I stedet har vi haft et langstrakt forløb, hvor vi har forsøgt at få dokumentation fra de tre virksomheder for, hvad de har betalt i løn. De har strukket det fagretslige system ud over kanten, og vi har ikke set ordentlig dokumentation for, at overenskomsten er overholdt, siger Benny Sørensen.
- Jeg tror, at virksomhederne helt bevidst har kalkuleret med, at de højest står til en mindre bod i arbejdsretten for ikke at give de oplysninger de skal efter overenskomsten, mens de samtidig har sparet millioner af kroner i løn til de polakker, som for længst er sendt hjem, siger han.

Hurtigere ude
Læren af forløbet er, ifølge Benny Sørensen, at fagforeningen skal være hurtigere ude.
- Vi skal være der allerede før første spadestik, så vi kan lægge pres på arbejdsgiveren under hele forløbet. Ellers kan de trække sagen så langt ud, at det hele er overstået, inden det fagretslige system når at behandle sagen, siger han.
Han mener, at de er helt afgørende, at fagbevægelsen nu får en ret til at komme på arbejdspladserne - uanset den hellige ejendomsret.
- Fagbevægelsen må have ret til at komme på arbejdspladserne, ellers har vi ikke en chance for at kontrollere, om forholdene er i orden, siger Benny Sørensen.

Artiklen er hentet fra www.eufagligt.dk