Universitetsloven strider mod FN`s anbefalinger om forskningsfrihed, de ansattes indflydelse og universiteternes autonomi, mener Dansk Magisterforening
Dansk Magisterforening har sendt en klage over den danske regering til FN`s Forsknings- og Uddannelsesorganisation, UNESCO. De mener, at regeringen detailstyrer undervisning og forskning og vil have universitetsloven ændret.
Regeringen er gået med til at evaluere den universitetslov, de vedtog i 2003. Det sker i løbet af 2009, men Dansk Magisterforening mener ikke, det er nok med en evaluering. Loven skal revideres, så den kommer til at leve op til de internationale anbefalinger om forskningsfrihed, indflydelse til de ansatte og universiteternes autonomi, som Danmark har skrevet under på i både UNESCO og Europarådet.
Dansk Magisterforening mener, at politikerne styrer forskningen ved at udstikke stramme rammer for, hvilke forskningsprojekter der gives penge til.
'Folketinget og ministeriet detailregulerer i helt ekstrem grad, så universiteternes reelle selvbestemmelse over centrale forhold, for eksempel eksamensformer, er ikke-eksisterende,' skriver formanden for Dansk Magisterforening Ingrid Stage i en kronik i Information.
Afskaffelse af gruppeeksamen er bare et af mange eksempler på politikernes og videnskabsministeriets skarpe kontrol med undervisningens indhold og form, mener Magisterforeningen, der også kritiserer de eksterne bestyrelsers store indflydelse i forhold til de ansattes.
De studerende bakker op om magistrenes kritikpunkter. De er bekymrede for den demokratiske proces på universiteterne og pointerer, at de studerende også mangler indflydelse og rettigheder.
- De studerende tabte meget indflydelse, da universitetsloven blev vedtaget i 2003, den vil vi gerne have tilbage. Før var det akademiske råd, hvor de studerende har pladser, et styrende organ. Nu er det et rådgivende organ, som rektor ikke behøver at rette sig efter, siger uddannelsesordfører i Danske Studerendes Fællesråd Jeppe Mulvad Larsen til Arbejderen.
Dansk Magisterforening har samlet op mod 5000 underskrifter fra universiteternes ansatte for en bedre forskningspolitik. De kræver forsknings- og ytringsfriheden sikret på universiteterne.
Videnskabsminister Helge Sander bortforklarer kritikken med, at den stammer fra et fåtal. Han møder ikke det omfang af kritik, når han er ude og besøge universiteterne, svarer han på et paragraf 20 spørgsmål i Folketinget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278