Socialdemokratiet springer fra en aftale med SF og Enhedslisten om at forhindre salg af flere aktier i PostDanmark til kapitalfonden CVC
For en måned siden advarede socialdemokraten Benny Engelbrecht fra Folketingets talerstol mod at forgylde verdens største kapitalfond, CVC Capital Partner på bekostning af Post Danmarks kunder.
Det skete, da Folketingets førstebehandlede regeringens forslag om at sammenlægge det danske og det svenske postvæsen. Forslaget giver den britiske kapitalfond CVC ret til at købe aktier i det nye selskab. I forvejen ejer CVC 22 procent af Post Danmark.
Derfor blev Socialdemokratiet sammen med SF og Enhedslisten i midten af maj enige om at stille et ændringsforslag, der fjerner CVC`s adgang til at øge deres ejerskab. Det skulle ske ved Folketingets andenbehandling af transportministerens forslag.
Men i den endelige betænkning fra sidste uge er Socialdemokraterne hoppet af vognen, og vil hverken stemme for eller imod ændringsforslaget. Og det ærgrer forslagsstilleren, Enhedslistens postordfører Per Clausen
- Vi havde håbet på, at Socialdemokraterne ville få kolde fødder, fordi der har været så meget kritik af servicen i Post Danmark og fra medarbejderne, siger han til Arbejderen.
Han ærgrer sig over, at det nu bliver umuligt at købe CVC`s nuværende aktier i Post Danmark tilbage. Det giver den gældende lov fra 2005 om statens salg af aktier i Post Danmark ellers adgang til.
Socialdemokraternes postordfører Benny Engelbrechtsen forklarer sig med, at CVC også ifølge den nuværende aftale har ret til at øge deres aktieandel til 51 procent og til, at loven vil blive vedtaget, uanset hvad Socialdemokraterne gør.
- Vi er stadig ikke begejstrede for, at CVC får øget sin ejerandel i Post Danmark, men regeringen har et flertal sammen med Dansk Folkeparti, siger han til Arbejderen.
- CVC har allerede i dag vetoret i forhold til sammenlægningen af Post Danmark og det svenske postvæsen, hvis der ikke sker yderligere aktiesalg til dem, siger han.
Den nye nordiske postgigant vil få 50.000 ansatte og en omsætning på 35 milliarder kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278