Arbejdsmarkedsforsker mener, at regeringen er godt i gang med at smadre fagbevægelsen og tømme forbundenes strejkekasser
Regeringen misbruger overenskomstsituationen til at gennemføre et politisk ideologisk projekt. Al snak om forsvar for den danske model har et helt andet og mere alvorligt sigte.
Det mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
- Regeringen er godt i gang med at smadre fagbevægelsen og tømme forbundenes strejkekasser. Endelig skal vi ikke glemme, at regeringen ønsker et sundhedsvæsen og i det hele taget en offentlig sektor, der i langt større grad end i dag er på private hænder, siger han til Arbejderen.
Med et malerisk billede af den socialdemokratiske formand for Danske Regioner, Bent Hansen, som en sprællemand, der ikke kan sprælle, giver arbejdsmarkedsforskeren en rammende karakteristik af de efterhånden langtrukne overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked.
- Danske Regioner har som konsekvens af strukturreformen fået rollen som arbejdsgiver og optræder for første gang i rollen som sådan ved de her overenskomstforhandlinger.
- Problemet er bare, at Bent Hansen ikke har noget at forhandle med. Regionerne kan ikke udskrive skatter. Reelt er det regeringen og Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer, hvor mange penge Danske Regioner kan smide på bordet ved forhandlingerne, siger Henning Jørgensen.
Han ser de mange mislykkede forsøg på at nå en aftale mellem arbejdsgiverne og Sundhedskartellets chefforhandler Connie Kruckow som en direkte konsekvens af den måde, forhandlingssystemet er skruet sammen på.
- Det er derfor noget sludder, når statsministeren og Løkke Rasmussen siger, at det må være muligt for parterne at nå frem til en aftale. Og det er direkte forkert, når regeringen forklarer den manglende indblanding med forsvaret for den danske model.
- Den danske model har også staten som part. Regeringen kunne sagtens medvirke mere direkte til at løse konflikten og bevilge flere penge til at indfri kravene fra de strejkende, hvis den ville, siger Henning Jørgensen.
Han tror, at der bliver brug for en revurdering af hele forhandlingssystemet, når virkningerne af dette års forhandlinger er overstået.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278