28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Budget bygger på bluff

Budget bygger på bluff

Onsdag, 18. juni, 2008, 00:00:00

Regeringen forsøger at sælge kommuneaftalen som en investering på en milliard. I virkeligheden er der tale om en besparelse på 200 millioner, fastslår Erhvervsråd

Landets skoleelever skal ikke regne med, at der bliver rettet op på de faldefærdige skoletoiletter og fugtskadede klasselokaler til næste år.
Den ene milliard kroner, regeringen mandag lovede at give kommunerne til løft af skoler, daginstitutioner og ældreboliger, viser sig nemlig i virkeligheden at være en besparelse på 200 millioner.
Det fremgår af en sammenligning af dette og sidste års kommuneaftaler, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Arbejderen.
- Omregnet til 2009-priser var der i år budgetteret 15,2 milliarder kroner til området, mens der næste år er sat 15 milliarder af. Det giver en reduktion på 200 millioner, siger erhvervsrådets direktør, Lars Andersen, til Arbejderen.
Pengene kommer fra regeringens såkaldte kvalitetsfond, som udgør 22 milliarder kroner til investeringer i kommunerne fra næste år og frem til 2018.
Ifølge finansministeren udmøntes den første af milliarderne i den økonomiaftale for næste år, som han indgik med Kommunernes Landsforening mandag.
- Vi øger målrettet investeringerne i moderne og tidssvarende institutioner, der sikrer kvalitet og udvikling, udtalte Lars Løkke Rasmussen (V) i den forbindelse.
Men kvalitetsfonden er et stort bluffnummer, afslører Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Der er nemlig kun tale om en del af de penge, som den almindelige fremskrivning i samfundsøkonomien i forvejen kræver, at regeringen investerer i de offentlige bygninger.
- Regeringen har simpelt hen kaldt en del af de penge, der alligevel skal bruges, for en fond, så det ligner et løft. Så kan de skubbe størstedelen af udgifterne ud på den anden side af deres egen 2015-plan, uden at det ser ud som en besparelse. Men i virkeligheden betyder det, at der ikke bliver investeret i det offentlige i samme hastighed som den samfundsøkonomiske udvikling kræver det, forklarer Lars Andersen.
Det er for sølle, mener formand for KTO og Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
- Der er akut brug for investeringer i de offentlige bygninger. Det har dramatiske følger for for eksempel skolebørns indlæring, at de skal sidde i et indeklima, vi aldrig ville tillade på en privat arbejdsplads, siger han til Arbejderen.
Formand for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), fastholder, at der i 2009 vil ske et reelt løft af de fysiske rammer på børne- og ældreområdet.
- Sådan ser det ud, når man kigger i vores pengekasse. Erhvervsrådets udregning, af om pengene alligevel skulle have været brugt, er et nationaløkonomisk spørgsmål. Det må I tage med regeringen, siger han til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland