28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modstandere kræver konsekvens af nej

Modstandere kræver konsekvens af nej

Onsdag, 18. juni, 2008, 00:00:00

Regeringens plan om at sætte de danske EU-undtagelser til afstemning til efteråret er sat på standby af det irske nej til Lissabon-forfatningen

Enten må EU respektere det irske nej til Lissabon-forfatningen og erkende, at den er død, eller også må de give befolkningerne mulighed for at stemme om traktaten. Det fastslår Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.
En lignende melding lyder fra Enhedslisten, som er stærkt utilfreds med, at statsministeren lægger op til at fortsætte ratifikationsprocessen omkring traktaten på trods af det irske nej.
- Hvis statsministeren vil fastholde denne linje, må han sikre, at vi i Danmark og de andre EU-lande også får en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Kun på den måde kan det afklares, om der er tale om et irsk problem, eller om magthaverne i resten af EU-landene står i modsætning til deres befolkninger på dette område i lighed med den irske regering, siger Per Clausen, Enhedslistens EU-ordfører.
Regeringen og de andre ja-partier afviser fortsat enhver snak om en dansk afstemning om Lissabon-forfatningen. De erkender samtidig, at det irske nej stikker en kæp i hjulet på planerne om at sætte de danske EU-undtagelser, eller forbehold som de også kaldes, til afstemning i efteråret. Regeringen venter nu på et udspil fra Irland.
- Spørgsmålet om hvornår de danske forbehold kommer til afstemning, kan derfor først besvares, når der er fundet en løsning på det irske problem, og når vi ved om Lissabon-traktaten overhovedet kan træde i kraft, siger Bendt Bendtsen, formand Konservative Folkeparti.
Det samme erklærer Anne Grete Holmsgaard, SF`s EU-ordfører. Hun håber på at få en melding fra Irland, om hvad der nu skal ske, på EU-topmødet i morgen.
At nej`et i Irland har skabt røre i ja-sigernes lejr fremgår af udtalelser på Søren Pinds hjemmeside. Her erklærer Venstres udenrigsordfører at: 'Også blandt borgerlige breder der sig for tiden en stærk skepsis overfor det europæiske projekt! Hvad nu hvis befolkningerne reagerer imod en centralistisk politisk styring.'
Udtalelserne er blevet skarpt afvist af andre venstre-medlemmer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland