08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommuneaftalen øger udliciteringskrav

Kommuneaftalen øger udliciteringskrav

Lørdag, 21. juni, 2008, 00:00:00

Kommuneaftalen øger kravet til kommunernes udlicitering i 2010, og ophæver den øvre grænser for hvor højt kravet kan blive

Efter Kommunernes Landsforening i mandags skrev under på næste års budgetaftale med regeringen, er der principielt ikke længere nogen grænse for, hvor meget regeringen kan forlange, kommunerne udliciterer.
Det fremgår af aftalens afsnit om det mål, kommunerne og regeringen satte sig for to år siden, om, at 25 procent af kommunernes opgaver skal være udliciteret i 2010.
- Vi har med glæde kunnet konstatere, at konkurrenceudsættelsen er gået den rigtige vej i år, således at 23,7 procent nu er udsat. På den baggrund er regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) blevet enige om at sætte målet op fra 25 til 26,5 procent, siger Venstres kommunalordfører, Erling Bonnesen til Arbejderen.
Aftalen slår samtidig fast, at regeringen og KL fremover vil vurdere målet årligt, på baggrund af hvor meget kommunerne har nået at udlicitere.
- Der er ikke noget fast mål længere. Det skal kunne rykkes løbende, og Venstre ser jo gerne, at det bliver sat op til 100 procent, siger økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Madsen til Arbejderen.
Han henviser til partiets erhvervsudspil om, at alle offentlige opgaver bør konkurrenceudsættes, som blev offentliggjort få dage før kommuneaftalen faldt på plads.
Med det skærpede krav om udlicitering er regeringen i modstrid med et flertal af sin egen befolkning, fastslår formanden for mange offentligt ansattes fagforbund, FOA.
- Vi har netop fået lavet en undersøgelse der viser, at 59 procent af danskerne ikke ønsker øget udlicitering, siger Dennis Kristensen til Arbejderen.
Om den årlige revurdering af målet også kan betyde, at det sættes ned, vil Erling Bonnesen ikke diskutere.
- Jeg må advare mod gisninger. Jeg synes man skal nøjes med at hæfte sig ved det, der står i aftalen, siger han, og understreger, at udliciteringskravet øges for at sikre borgerne mest mulig service for pengene.
Dennis Kristensen tvivler dog på, om bedre service vil blive resultatet.
- Jeg har svært ved at se, at private virksomheder kan være så meget mere effektive, at udliciteringen både kan betale penge til den øgede administration, der er forbundet med udbudene, bedre service til borgerne og de privates profit, påpeger han.
Han mener derimod, at regeringen med planen for alvor har taget fat på at opdyrke et marked på de såkaldt bløde velfærdsområder som børnepasning og ældrepleje.
- I mine øjne er der tale om direkte støtte til erhvervslivet. Det er et rent ideologisk projekt, fastslår Dennis Kristensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland