Formanden for Krifa kalder fagbevægelsen for samfundsnassere. Mona Striib, næstformand i FOA, betegner det som et forsøg på at indhente mistede markedsandele
Kristelig Fagbevægelse, Krifa, har kastet sig ind i en stor kampagne mod den fagbevægelse, som benytter sig af strejkevåbnet. Under overskriften 'konfliktsky?' erklærer de kristelige i annoncer, at strejker er for dyre og tager sagesløse som gidsler.
'Og når resultatet gøres op, har strejken så givet råd til ekstra pålæg under skyen?' spørger den gule fagforening, der mener, at sundhedspersonalet og pædagogerne har fået for lidt ud af de nu overståede overenskomststrejker.
Formanden for Krifa, Søren Fibiger Olesen, kalder sågar de øvrige forbund for samfundsnassere.
- Et fagforeningskontingent kan trækkes fra i skat, og når forbundets medlemmer betaler ekstra under en strejke, ryger det ekstra fradrag og dermed regningen for strejken videre til skatteborgerne, siger Fibiger ifølge Ritzau.
Det har fået Henning Pedersen, formand for pædagogernes forbund BUPL, på banen.
- Det her handler om, at de ikke selv vil strejke og nu forsøger at kapre vores medlemmer ved at tale til de laveste følelser med udtryk som nassere. Det er nu engang sådan, at man kan trække kontingentet fra i skat, og det gælder i øvrigt også for de kristelige. Derfor er det her kun et stort stunt for at gå på strandhugst blandt vores medlemmer, siger Henning Pedersen.
Mona Striib, næstformand i FOA, betegner det som et forsøg fra Kristelig Fagbevægelsens side på at indhente mistede markedsandele. Og hun er ikke i tvivl om, at strejkerne har ført til et bedre resultat for medlemmerne, end hvis de ikke havde strejket.
- Den konflikt, vi lige har har været igennem, har vist, at strejkevåbnet hverken er gammeldags eller utidssvarende. Når Søren Fibiger Olesen sår tvivl om resultatet af strejkerne, taler han mod bedre vidende. Vores medlemmer har helt sikkert fået noget ud af strejken, siger hun til Arbejderen.
Krifa
Kristelig Fagbevægelse mistede medlemmer på forårets overenskomstkonflikt. Sidst i april oplyste Krifas landsformand, Søren Fibiger Olesen, at man havde mistet omkring 100 medlemmer siden nytår.
De kristelige er også plaget af dårlig økonomi. I 2007 havde A-kassen et underskud på på 12 millioner kroner og fagbevægelse havde 39 millioner i underskud.
For at spare penge har Krifa besluttet at lukke 10 afdelinger i dette forår.
For godt et år siden blev fem afdelinger lukket.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278