Danmark vil lave en diplomatisk forsikring med Tunesien, men de er formodentligt ikke interesserede, de har tidligere afvist en sådan aftale med andre lande
Terrormistænkte udvist til Tunesien er blevet udsat for tortur, viser en ny rapport fra Amnesty International. Alligevel sidder to terrormistænkte i Danmark og venter på at blive udvist til Tunesien.
Det drejer sig om de to tunesere, der er mistænkt for at planlægge at dræbe Muhammedtegneren Knud Westergaard. Anklagen mod dem har ikke været for en dommer, og de har ikke udsigt til at få den prøvet i en dansk retssag, men har siddet fængslet siden 12. februar. Den 2. juli tager Højesteret stilling til, om de skal være fængslet, indtil hjemsendelsen kan gennemføres.
Diplomatiske forsikringer
Det er besluttet, at tuneserne skal udvises, men de er stadig i Danmark. Det skyldes, at Danmark internationalt har forpligtet sig til ikke at udsende personer, hvis disse risikerer tortur i hjemlandet. Den forpligtelse vil justitsminister Lene Espersen omgå ved at få Tunesien til i en diplomatisk forsikring at love, at de to terrormistænkte ikke vil blive udsat for tortur.
De diplomatiske forsikringer kritiseres af samtlige internationale menneskerettighedsorganisationer. Senest har fire organisationer sendt et brev til Lene Espersen, hvor de opfordrer hende til at stoppe arbejdet for en diplomatisk forsikring. Den samme kritik lød fra FN`s torturrapportør Manfred Nowak, da han var i Danmark i maj. Alligevel sagde Lene Espersen til Ritzau efter hans besøg:
- Vi tror mest på, at hele EU laver et aftalesæt med eksempelvis Tunesien. Det vil have større effekt, hvis man sammen lagde pres på landene. Det var Nowak faktisk enig med mig i.
Denne udlægning er direkte i modstrid med Manfred Nowaks holdning. På sit pressemøde sagde han:
- Min klare overbevisning er, at man ikke kan lave den slags aftaler med lande, der bruger tortur. Erfaringer viser, at folk bliver tortureret alligevel. Derfor talte jeg også med justitsministeren om de to tunesere og opfordrede hende til at finde en anden løsning.
Manfred Nowak opfordrer Danmark til i samarbejde med for eksempel EU at arbejde diplomatisk for at få torturlande til at stoppe med at bruge tortur.
Fortilfælde af tortur
Amnesty International er en af de fire organisationer, der har henvendt sig til Lene Espersen. Ifølge deres nye rapport har en lang række lande før deporteret terrormistænkte til Tunesien, hvor de er blevet udsat for tortur og åbenlyst uretfærdige retssager. USA, Frankrig, Italien og Tyskland med flere har forsøgt at få en diplomatisk forsikring af Tunesien men uden held.
- Det er ikke til at vide, hvad der vil ske med de to tunesere, hvis de bliver udvist, men det, der normalt sker, når terrormistænkte kommer til Tunesien, er, at de fængsles og ofte forsvinder i kortere eller længere tid. Mange udsættes for grov tortur, siger Amnestys kampagneleder, Eva Hesse, til Arbejderen.
Hun anbefaler, at Danmark i stedet retsforfølger de to tunesere i Danmark og hjælper Tunesien med at overholde deres egen lovgivning, der forbyder tortur.
Den konservative retsordfører Tom Behnke har ikke læst Amnestys rapport og Venstres retsordfører Kim Andersen vil ikke udtale sig, da han ikke mener, at der er sket noget nyt i sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278