27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stort ja i Sundhedskartellet

Stort ja i Sundhedskartellet

Torsdag, 26. juni, 2008, 00:00:00

Konflikten er slut, men kampen fortsætter, lyder det samstemmende fra Sundhedskartellet efter 86,7 procent af medlemmerne sagde ja til den nye overenskomst

Frugten af to en halv måneds konflikt blev høstet i går, da Sundhedskartellets 120.000 medlemmer stemte et stort ja til den overenskomst, der sikrer dem 13,3 procent mere i løn over de næste tre år.
- Vi har ført en langsigtet kamp for ligeløn, og på den korte bane betød det, at vi sprængte rammen og fik mere end de 12,8 procent som arbejdsgiverne oprindeligt tilbød os. Det er et godt resultat, som medlemmerne nu klart kvitterer for, siger Sundhedskartellets formand, Connie Kruckow.
I Dansk Sygeplejeråds kreds Syddanmark melder kredsformand Anni Pilgaard om et kritisk ja fra medlemmerne.
- Det er ikke de 15 procent vi oprindeligt kæmpede for, men det har krævet enorme kræfter alene at få sprængt rammen, påpeger hun.
Selvom strejken ikke er nået i det oprindelige mål, understreger kredsformanden, at ikke en dag af den har været spildt.
- Nu er isbjerget sat i gled, og så vil det være lettere at skubbe det i den rigtige retning fremover. Konflikten er slut, men kampen fortsætter, fastslår Anni Pilgaard.
Sundhedskartellets kommende kampe for ligeløn vil blandt andet udspille sig i lokallønsforhandlingerne, i kampen for en lønkommission og ved de næste overenskomster i 2011.
Her har formand for Ergoterapeutforeningen i Sundhedskartellet, Gunner Gamborg, peget på, at man bør forhandle direkte med finansministeren i stedet for Danske Regioner, for at være sikker på, at der er penge med i forhandlingerne.
- Sundhedskartellet har taget et vigtigt skridt på vej mod ligeløn og vi vil forsætte kampen for, at regeringen nedsætter en lønkommission og for en fremtidssikring af det danske sundhedsvæsen, siger Gunner Gamborg.


Afstemning i tal
Ja 86,7 procent
Nej 11 procent
Stemmeprocent 65,8 procent

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland