Med strejken har vi taget stilling til, hvad vi kæmper for, siger pædagog, som blev fagligt aktiv under overenskomstkampen

Tidligt om morgenen bliver Børnehuset Solbjerg Have på Frederiksberg langsomt fyldt af søvnige børn og duften af boller og havregrød.
Hverdagen er vendt tilbage til institutionen efter fem en halv ugers strejke, og pædagog Bettina Lindh deler krus og saftevand ud til børnegrupperne Rødderne og Spirerne
- Det er dejligt at være tilbage hos børnene. Vi knoklede lige så hårdt under strejken, som vi gør til hverdag, men her er det en travlhed, vi kender, siger Bettina Lindh til Arbejderen.
Bettina Lindh og hendes otte kolleger cyklede, løb, sejlede og demonstrerede sammen med resten af Frederiksbergs pædagoger gennem overenskomststrejken.
- Alle var med til noget hver eneste dag, og det jeg kunne se på stormøderne var, at det var sådan på hele Frederiksberg. Vi følte, at nu var det tiden til at kræve ikke bare mere i løn, men også respekt og anerkendelse for vores faglighed, fortæller pædagogen.

Aldrig før fagligt aktiv
Da Bettina Lindh blev ansat i børnehuset i september, havde hun aldrig drømt om, at hun under et år senere skulle kaste sig ind i en faglig kamp.
- Jeg kommer ikke fra en familie med politiske eller faglige traditioner, og før jeg blev pædagog, var jeg ikke sådan en, der altid sagde, hvad jeg mente. Men nu har jeg lært at råbe mere højt, siger Bettina Lindh.
Da strejken blev varslet, havde institutionen ingen tillidsrepræsentant, så derfor meldte Bettina Lindh sig. Men efter tillidsrepræsentantmøder og kurser er det faglige arbejde blevet spændende, og kollegerne er begyndt at spørge hende om BUPL`s strategier og politiske fokus, fortæller hun.
- Vi har opdaget, hvad man egentlig kan bruge en fagforening til. Det er ikke bare en sikkerhed, hvis vi får problemer på arbejdspladsen. At være aktiv i fagforeningen er den eneste måde, vi kan sikre os indflydelse på vores egne arbejdsforhold, fastslår Bettina Lindh.
Samtidig har strejken skabt et større fællesskab mellem institutionerne og pædagogerne på Frederiksberg.
- Vi har lært hinanden at kende på en ny måde og bakket hinandens aktioner op. Det samarbejde håber jeg, vi kan fastholde i fremtiden, siger Bettina Lindh.

Svært at stemme ja
Trods gevinsterne udenfor lønningssedlen havde Bettina Lindh og hendes kolleger svært ved at stemme ja til den overenskomst, der i sidste uge sluttede strejken.
- Vi gjorde det, fordi vi godt kunne se, at vi ikke fik noget ud af at fortsætte strejken. Men den menige pædagog kommer ikke til at få højere lønstigninger, end der var lagt op til i KL`s oprindelige udspil, påpeger Bettina Lindh og tilføjer:
- Det er dog positivt, at klubpædagogernes aftentillæg er blevet reddet, så de ikke skal betale for mine lønstigninger, og at souscheferne stiger et løntrin, så det ekstra ansvar kan betale sig.
Bettina Lindh kan slet ikke forstå, at et flertal af forbundsledelsen anbefalede et ja til KL`s oprindelige tilbud om 12,8 procent mere i løn.
- Det er lidt kikset at have en hovedbestyrelse, der har så lidt føling med, hvad deres medlemmer vil. Jeg tror vi har et internt opgør at tage, når hverdagen for alvor har indfundet sig, spår hun.
Sammenhold i fagbevægelsen er det tema, Bettina Lindh fremhæver som vigtigst, når konflikten skal evalueres.
- Hvis ikke sygeplejerskerne havde strejket samtidig med os, havde vi stået meget alene. Næste gang skal vi blive meget bedre til at koordinere aktiviteterne, både mellem faggrupperne og internt i vores egne fagforening, anfører pædagogen.

Målet er mere end løn
Hovedansvaret for pædagogernes lave løn lægger Bettina Lindh hverken hos forløbet omkring overenskomsterne eller arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening.
- Det er regeringens stramme rammer der gør, at kommunerne hverken har råd til at give os en anstændig løn eller normering. Med flere milliarder i overskud på betalingsbalancen er det bare ikke o.k. at vores løn ikke følger med velstandsudviklingen, påpeger hun.
- Derfor var det også lidt af en mavepuster at høre, at kommunerne kort tid efter strejken sagde ja til en økonomiaftale, som giver et år til med lige så elendig økonomi.
Når kommunerne til efteråret skal udpege, hvilke områder de vil spare på, vil pædagogernes sind atter komme i kog, forudser Bettina Lindh.
- De næste store kampe kommer i forbindelse med de kommunale budgetter. Det er her vi skal slås for at få flere kolleger og bedre forhold, understreger hun.
Bettina Lindh håber på et større samarbejde mellem de pædagogiske fagforeninger i fremtiden.
- Vi vil stå stærkere, hvis vi samler alle pædagogerne under det samme tag, både socialpædagoger, medhjælpere og os i BUPL, mener hun.
Selvom overenskomststrejken først og fremmest handlede om at få en løn til at leve af, fortæller Bettina Lindh, at snakken mellem pædagogerne i løbet af strejken også er kommet til at handle mere og mere om verden uden for lønningsposen.
- Vi har taget mere stilling til, hvad det er vi vil opnå, hvad vi kæmper for i samfundet. Vi vil godt betale mere i skat, hvis vi er sikre på, at vores børn kan blive passet eller forældre få en ordentlig pleje, siger Bettina Lindh.
Spørgsmålet om, hvordan kampen for velfærd og ligeløn skal kæmpes i fremtiden, var et af de diskussionsemner, der brændte sig allermest på, da pædagogerne i Solbjerg Have mødte på arbejde efter den sidste strejkedag.
Bettina Lindh håber, at strejkens efterdønninger vil være mere fælles fodslag i fagbevægelsen.
Uanset hvad vil hun fortsætte det faglige arbejde, forsikrer pædagogen.
- Vi skal være bedre til at stå sammen og protestere, allerede før de nye tiltag når ud i kommunerne. De fleste besparelser og kontrolkrav kommer jo oppe fra regeringen, slutter Bettina Lindh.