Forældregruppe i Århus vil have afskaffet modulpasning i daginstitutionerne. Rapport fra Velfærdsministeriet giver dem medhold, mener de
'Forældre imod modulpasning i Århus Kommune'.
Det er navnet på en kampagne, der har som mål at afskaffe modulordningen i de århusianske daginstitutioner.
- I virkeligheden er modulpasning et spareprojekt fra kommunens side, og der er tale om en kraftig forringelse af børnepasningen. Ordningen rammer både børn, forældre og ansatte i institutionerne. Modulpasningen giver en stresset hverdag for alle parter, børnene mister pædagogtimer, og ordningen betyder desuden unødvendig kontrol og bureaukrati, siger Søren Højlund Carlsen, der er talsmand for gruppen, til Arbejderen.
Modulpasningen på alle dagtilbud for de 0-6-årige blev indført den 1. august 2007 med Venstre-rådmand Louise Gade som bannerfører. Den blev lanceret under plusord som 'fleksibel' og 'frihed til at vælge'.
Forældrene kan vælge mellem fire moduler: 25, 35, 45 eller 52 timers pasning om ugen. Timer, som forældrene kan placere inden for den enkelte institutions åbningstid med mulighed for den ene uge at benytte mere end det valgte timetal og i den anden uge mindre.
- Kommunen gør et stort nummer ud af at sælge det her som en service for borgerne. Der er da også penge at spare for dem, der vælger pasning på mindre end fuld tid. Men der er samtidig tale om en nedskæring på den enkelte institution, fastslår talspersonen.
Forældregruppen gør opmærksom på, at institutionen som hovedregel skal spare tre kroner for hver gang forældrene sparer én.
Kommunens forudsætninger for at gennemføre ordningen var, at en tredjedel af forældrene ville vælge moduler på 25 eller 35 timer. Søren Højlund Carlsen skyder på, at kun en femtedel af forældrene i kommune har valgt modulordning. I hans søns børnehave gælder det således fem forældre ud af 32.
- Sidste år skulle institutionerne spare syv millioner kroner, fordi der var færre end forventet, der benyttede sig af muligheden. I år er der forlydender om, at det løber op i 16 millioner kroner.
Opbakningen til forældregruppen vokser støt og roligt. De faglige organisationer i byen bakker op og det samme gør foreløbig 700 forældre. Efter sommerferien står der et offentligt debatmøde om børnepasningen i kommunen på programmet, og der bliver gjort en ekstraordinær indsats for at nå ud til alle forældre gennem forældreråd og - bestyrelser.
En netop offentliggjort rapport fra Velfærdsministeriet har givet forældregruppen ekstra blod på tanden. Rapporten viser, at 4 af 10 institutionsledere opfatter modulpasningen som en negativ påvirkning af børnekulturen og en begrænsning af børnenes venskabsdannelser og legeudfoldelser.
Se mere på www.stopmodulpasning.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278