Manasse Berthelsen fra det venstreorienterede parti IA gav deltagerne på Rød Sommerlejr en større forståelse for den grønlandske kamp for selvstændighed
Den nye selvstyreaftale, som grønlænderne skal stemme om den 25. november, betyder ikke, at Grønland bliver selvstændigt.
Det slog Manasse Berthelsen fra det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA) fast i sit oplæg på på Rød Sommerlejr i uge 28 på Isterød Højskole. Han deltog på lejren sammen med sin familie.
- Der er tale om et selvstyre indenfor rigsfællesskabet. Vi får ikke ansvaret for eksempel statsforvaltningen, udenrigspolitikken, militærpolitikken, Højesteret eller valuta- og pengepolitikken, siger Manasse Berthelsen.
IA støtter aftalen, uden at se den som en fantastisk forandring. Manasse Berthelsen understreger, at partiet fortsætter kampen for et selvstændigt Grønland, at IA først og fremmest er et selvstændighedsparti.
- Hvis vi skal være selvstændige, er det nødvendigt, at vi får trimmet vores økonomi. Vi skal sigte mod, at vi kan klare os selv i en bæredygtig økonomi uden bloktilskud. Det betyder, at vi skal bruge pengene på dem, som virkelig har brug for hjælp, ikke på dem der godt kan klare sig selv, alle skal ikke have ens ydelser.
Sociale skel
Den oplysning vækker opsigt blandt deltagerne. Manasse Berthelsen forklarer, at Grønland har meget store sociale forskelle. Der er nogle som er meget rige, mens mange er meget fattige. Dertil kommer geografiske forhold, som for eksempel betyder at sygehusvæsenet er meget dyrt at drive i forhold til antallet af indbyggere. Det koster omkring en milliard kroner om året, blandt andet fordi mange sygetransporter skal ske i helikopter.
- IA mener, at sygehusvæsnet og andre basale offentlige ydelser som for eksempel førtidspension skal være gratis for alle, mens vi på andre områder mener, at man skal kombinere det gratis system med en grad af brugerbetaling, siger Manasse Berthelsen.
Han understreger, at Grønland er godt i gang med at gøre sig økonomisk uafhængig af Danmark. Tidligere udgjorde bloktilskuddet fra Danmark 40 procent af den samlede økonomi. I dag er det 22 procent og målet er, at det om fem år kun udgør 18 procent.
Et af de områder, hvor Grønland sparer penge, er den kommunale administration. Det er besluttet at sammenlægge de nuværende 18 kommuner til kun fire. Det er en beslutning, som IA støtter.
Nødt til at spare
- I dag bruger vi to milliarder kroner på at administrere os selv. Vi er nødt til at spare, forklarer Manasse Berthelsen. Han erkender, at de nye kommuner bliver enorme og indrømmer, at det giver problemer, når der skal holdes møder. Planen er at mange møder skal foregå som videokonferencer.
Udover at spare hvor det er muligt, mener IA, at der skal arbejdes på at øge indtægterne til den fælles kasse. Blandt andet vil man have indført progressiv beskatning i Grønland.
IA ønsker også, at Grønland som det første i den nye selvstyreordning overtager forvaltningen af råstofferne for derigennem at være med til at sikre et bedre økonomisk grundlag.
Når Grønland overtager et område, skal det samtidig selv sikre finansieringen af det. Derfor må overtagelsen af andre områder ske i et tempo, som er økonomisk realistisk, understreger Masse Berthelsen.
Fakta om IA
Partiet Inuit Ataqatigiit fejrer sit 30 års jubilæum den 19. november i år.
Partiet har i dag otte medlemmer i Landstinget, 30 medlemmer i kommunalbestyrelser og 30 medlemmer i bygdebestyrelserne.
I de nye overgangsudvalg, som træder i kraft 1. januar næste år, har man 21 ud af i alt 72 pladser og en ud af fire borgmesterposter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278