De unge er blevet skræmt af overenskomstkampen, mener minister om katastrofemangel på studerende til sygeplejerskeskoler og seminarier
Når 52.000 studerende i dag får at vide, om de er optaget på deres ønskeuddannelse, er det stadigt færre, der drømmer om at blive folkeskolelærer, pædagog eller sygeplejerske.
Kun et par enkelte seminarier og sygeplejerskeskoler i de store byer kan melde om alt udsolgt. Ellers er der ledige pladser på professionshøjskolerne, hvor de nævnte uddannelser hører til, over hele landet. Det fremgår af tallene for optag på landets videregående uddannelser, som bliver offentliggjort i dag.
- Ansøgerne er måske blevet skræmt af de overdrevne påstande om dårlige løn- og arbejdsvilkår under forårets overenskomstforhandlinger, lyder forklaringen fra undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Mens ni procent færre er optaget på læreruddannelsen, skal 22 procent færre læse til pædagog og 18 procent færre til sygeplejerske.
- Det er et kæmpe problem, som først og fremmest skyldes de status, løn- og arbejdsvilkår, de unge kan se frem til med et job i den offentlige sektor. Samtidig spiller de små ungdomsårgange og den lave arbejdsløshed ind, siger formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen, til Arbejderen.
Han kalder det drastisk faldende ansøgertal for en bombe under velfærdssystemet, og anbefaler en national strategi for at komme problemet til livs.
- Vi på professionshøjskolerne har selvfølgelig et ansvar for at gøre uddannelserne så attraktive som muligt, men vi kan ikke løfte problemet alene. Det er et problem for hele samfundet, og her har Folketinget altså også et ansvar. Der skal økonomi til, fastslår Laust Joen Jakobsen.
De tomme seminariestole bliver særligt problematiske, når der ifølge regeringens egne prognoser vil mangle 40.000 ansatte i den offentlige sektor i år 2015.
- Hvis færre optages på uddannelserne i år, vil manglen blive endnu større, påpeger økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen, overfor Arbejderen.
Social- og sundhedsuddannelserne har derimod mærket en svagt stigende interesse fra de unge. I København er antallet af ansøgninger til assistentuddannelsen mere end fordoblet, mens også social- og sundhedsskoler i Brøndby, Nordjylland og på Fyn melder om fremgang.
Universiteterne oplever en faldende søgning, mens de merkantile uddannelser som ingeniør- og it- eller handelsuddannelser oplever en stigende interesse.
Professionshøjskolernes krise forventes at blive et varmt emne, når undervisningsministeren i næste uge holder sit årlige Sorø-møde om uddannelserne.
- Nu bliver der bedre løn og mindre bureaukrati. Jeg håber, vi herefter kan enes om at tale disse uddannelser op i stedet for at trække dem ned i skidtet i den offentlige debat, siger Bertel Haarder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278