09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Splid i Venstre om bustrafik

Splid i Venstre om bustrafik

Fredag, 01. august, 2008, 00:00:00

Mens de regionale trafikselskaber varsler kraftige besparelser og færre ruter, er der dyb splittelse i Venstre om den kollektive trafiks fremtid

Der er ikke fælles fodslag i Venstre, når det gælder de store økonomiske problemer for den kollektive busdrift.
Venstremanden Carsten Abild, der sidder i regionsrådet i Syddanmark, mener, at Folketinget skal nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, som inddrager regioner og kommuner i løsningen af de alvorlige økonomiske problemer for den kollektive trafik.
Regioner og kommuner er kommet i klemme, fordi olie og renter stiger langt stærkere end det bloktilskud, som staten betaler dem for at løse opgaven med kollektiv trafik.
Som beskrevet i Arbejderen tidligere på ugen skal Midttrafik i Region Midtjylland for eksempel spare 43 millioner ud af et budget på 150 millioner, og i hovedstadsområdet er hver tiende bus i fare for at blive sparet væk.
- Regionerne kan ikke udskrive skat, og er derfor helt afhængige af, hvor mange penge staten giver til trafikken. Kommunerne er i samme situation, for hvis de bruger flere penge til trafikken, skal pengene hentes hos børn, skoler eller ældre, siger Carsten Abild til Arbejderen.
- Det er en krumtap i udviklingen af hele Danmark, og derfor må politikerne erkende, at det koster penge at få folk til at stille bilen, fastslår han.
Men kommuner og regioner skal ikke regne med støtte fra Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen.
- Jeg står ikke klar med en pose penge til at putte i den lokale busdrift. Det er en kommunal og regional opgave, udtaler han til Ritzau.
En analyse fra Kommunernes Landsforening og Danmarks Regioner viser, at den kollektive busdrift er røget ind i en ond spiral med faldende passagertal og stigende omkostninger.
Men ifølge Carsten Abild er der lys forude, hvis politikerne på Christiansborg tager problemet alvorligt.
- Sverige stod i samme situation for ti år siden. Her har man formået at vende billedet blandt andet ved at investere i nyt materiel og dermed større komfort i hverdagen. Men det er kun lykkedes, fordi man erkendte, at det koster offentlige kroner at få folk til at parkere privatbilen.
Enhedslistens trafikpolitiske ordfører Per Clausen deler Carsten Abilds bekymring. Derfor har han nu indkaldt trafikministeren til samråd i Folketingets Trafikudvalg.
- Det sker i august, inden de kommunale og regionale budgetter er færdige, så vi kan få gjort noget ved problemerne allerede nu, siger han til Arbejderen.
Han er enig med Carsten Abild i, at det er staten, der må til lommerne.
- Regeringen har fuldstændig styr på kommunernes og regionernes udgifter, så det giver ingen mening at sige, at de selv må løse krisen ved at fordele pengene anderledes.
Enhedslisten har desuden bebudet en forespørgselsdebat om den kollektive trafiks fremtid til oktober.
Brancheforeningen Trafikselskaberne i Danmark mødes i øvrigt den 19. august med trafikminister Carina Christensen for at drøfte problemerne med busdriften.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland