27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister skrotter miljøgaranti

Minister skrotter miljøgaranti

Lørdag, 02. august, 2008, 00:00:00

Selv om et flertal i Folketinget forlanger et dansk forbud mod de giftige azofarver, nægter fødevareministeren at bruge forsigtigheds-princippet over for EU

Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil fortsat ikke rette sig efter et flertal i Folketingets Fødevareudvalg, som kræver, at Danmark forbyder seks azofarver og quinolingult. Kun Venstre og Konservative støtter ministeren i sagen.
I et svar til Folketingets Europaudvalg henviser hun til, at det vil være traktatstridigt at bruge EU`s miljøgaranti. Det vurderer regeringens Juridiske Specialudvalg.
Heller ikke den såkaldte beskyttelsesklausul i EU-direktivet om tilsætningsstoffer kan bruges. Ifølge juristerne fordi der 'under de nuværende omstændigheder ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag'.
Debatten om azofarvernes giftighed er gammel, men blussede op igen, da et britisk forskerteam sidste år påviste, at de syv farvestoffer, der især bruges i slik og læskedrikke, selv i ganske små mængder gør børn hyperaktive.
Men ifølge EU`s ekspertpanel på fødevareområdet, EFSA, er det ikke nok til at ændre EU`s lovgivning på området. Derfor mener Eva Kjer Hansen ikke, at Danmark kan forbyde de syv giftige farvestoffer uden om EU.
Enhedslistens EU-ordfører Per Clausen forstår ikke, at fødevareministeren fortsætter med at snige sig uden om et flertal i Fødevareudvalget.
- Det er et åbent spørgsmål, om miljøgarantien og beskyttelsesklausulen er noget værd, men det finder man da kun ud af ved at afprøve dem, siger han til Arbejderen.
- Det er åbenlyst urimeligt, hvis Danmark ikke kan påkalde sig forsigtighedsprincippet i en sag, der drejer sig om, at vore børn indtager noget, vi ved gør dem syge.
Han kan ikke se det rimelige i, at Danmark som foreslået af fødevareministeren skal vente på, at EFSA skifter holdning. Ifølge EFSA er det ikke nok at vide, hvordan de giftige stoffer virker for at ændre godkendelsen. Man skal også vide, hvorfor de virker sådan.
Den indstilling ryster Per Clausen på hovedet af.
- Selvfølgelig skal Danmark tage chancen og forbyde skidtet. Så må EU-Kommissionen bagefter afgøre, om de virkelig vil lægge sag an mod os for at tvinge os til at hælde farlige farvestoffer i vore børn.
Fødevareministeren oplyser over for udvalget, at hun har skrevet til EU`s fødevarekommissær Vassilou og til EFSA. I brevene gør hun opmærksom på, at den danske debat om de syv stoffer har sat spørgsmålstegn ved EFSA`s kriterier for at vurdere stoffernes giftighed på børn.
Henrik Høegh fra Venstre, som er medlem af Fødevareudvalget, er enig med flertallet i udvalget om, at de syv farvestoffer skal forbydes, hvis de er giftige.
- Men vi vil have fagligheden helt i orden. Derfor afventer vi lige nu en faglig vurdering fra EFSA. Vores intention er at presse på, så det er børn i hele EU, der undgår at blive hyperaktive, hvis det er et problem, siger Henrik Høegh til Arbejderen.
- Det er halsløs gerning at lave noget udelukkende i Danmark, hvis vi kan få hele EU med på det her, slutter han.
Henrik Høegh forventer, at EFSA`s vurdering ligger klar til efteråret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland