Hvidovre Hospital melder ansættelsesstop efter ekstraordninære sparekrav fra regionen. Resten af hovedstadens sygehuse må også skære
Øjeblikkeligt stop for alle ansættelser og større indkøb, samt besparelser på moderniseringer og vikarbudgettet.
Sådan lød beskeden fra direktør for Hvidovre Hospital, Torben Stentoft, til de ansatte i går.
- Ansættelsesstoppet gælder alle faggrupper frem til nytår. Kun i helt særlige tilfælde, hvor det koster penge ikke at ansætte, kan hospitalets afdelinger søge dispensation hos direktionen. Så der er klart tale om en skærpet kontrol i forhold til, hvad vi plejer, bekræfter Torben Stentoft overfor Arbejderen.
Han er ikke i tvivl om, at besparelsen kommer til at gøre ondt mange steder.
Det er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Hvidovre Hospital, Betina Køster, helt enig i.
- Det kan alvorlige konsekvenser, for vi mangler jo folk i forvejen. Vi gør vores bedste, men når der ikke er personale nok, stiger risikoen for fejl, siger hun til Arbejderen.
Hvidovre Hospital begrunder beslutningen med faldende indtægter under strejken og en besked fra Region Hovedstaden til regionens 14 hospitaler om at finde ekstraordninære besparelser for i alt 85 millioner kroner.
- Kort før sommerferien kunne vi se, at vi ville overskride budgetterne med 280 millioner kroner på grund af nogle uforudsete merudgifter. Størstedelen af dem kan vi finde, men de sidste 85 millioner har vi bedt hospitalerne om at komme med forslag til, fortæller regionens økonomidirektør, Peter Mandrup Jensen, til Arbejderen.
Regionsrådet skal behandle hospitalernes spareforslag den 19. august . Økonomidirektøren har ikke hørt, at andre af regionens hospitaler må gribe til ansættelsesstop.
På Rigshospitalet har ledelsen planer om at spare 24 job væk, og har indkaldt de ansattes repræsentanter til møde på onsdag, erfarer Arbejderen.
Peter Mandrup Jensen oplyser, at sidste års nedsættelse af ventetidsgarantien fra to til en måned er en væsentlig årsag til regionens budgetoverskridelse. Ventetidsgarantien tvinger nemlig hospitalerne til i større stil at sende patienter til de private hospitaler, hvis behandlinger er omkring dobbelt så dyre som det offentliges.
- Der har ikke været plads til at dække udgiften i den økonomiaftale, regionerne indgik med regeringen før sommerferien, påpeger han.
Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, mener problemet skyldes hovedstadsregionens planlægning.
- Det er det evige problem i Region Hovedstaden, at de ikke kan styre økonomien, siger hun til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278