Byggefagforeninger har fået bygherrer til at stoppe brugen af underbetalte østarbejdere på en byggeplads i Nordsjælland. Men konflikten fortsætter
Sympatikonflikten mod byggepladsen på Dageløkke Ege i Humlebæk blev mandag afblæst, efter at ejerne til 14 nye huse i den kollektive bebyggelse har skrevet under på, at de vil benytte overenskomstdækket arbejdskraft til at færdiggøre husene.
Samtidig opsagde husejerne den kontrakt, de havde indgået med to østeuropæiske firmaer, der groft underbetaler deres ansatte, og som var årsag til den to måneder lange konflikt i det nordsjællandske.
- Men konflikten mod de to selskaber fortsætter, og vi vil holde øje med om de dukker op på andre byggepladser heroppe, understreger Ole Pedersen, formand for 3F Nordøstsjælland.
- Vi håber, at denne her sag vil sende det signal til andre bygherrer i området, at det kan blive en dyr fornøjelse at spekulere i at bruge underbetalt udenlandsk arbejdskraft.
De to selskaber, det polske Futuresk C.C. og det litauiske Vytautas Rudminas, har under hele forløbet nægtet at tegne overenskomst.
30-40 kroner i timen
Det har været en god forretning for husejerne, som har fået udført arbejdet for en mesterløn på 180 kroner i timen - mindre end akkordlønnen for de danske håndværkere, der også arbejder på byggepladsen. De nordøstsjællandske byggefag anslår, at i hvert fald de litauiske arbejdere ikke har fået mere end 30-40 kroner i timen.
Det er storentreprenøren MT Højgaard, der har stået for opførelsen af i alt 28 såkaldte råhuse på byggepladsen. 18 af dem er solgt videre til private, der selv skal stå for at gøre dem færdige indvendigt. 14 af disse var gået sammen om at hyre de to øst-firmaer til opgaven.
MT Højgaard har spillet en positiv rolle med at få forliget med husejerne i stand, fortæller Ole Pedersen. Desuden har storentreprenøren bekendtgjort, at man fremover ved salg af råhuse vil indføje i kontrakten, at arbejdet skal færdiggøres af håndværkere, der er medlem af en fagforening.
Ole Pedersen understreger, at de nordsjællandske byggefag ikke har noget imod at bygherrer hyrer udenlansk arbejdskraft, hvis der ikke er nok danske håndværkere til at udføre arbejdet.
- Men det virker som om, at brugen af underbetalt arbejdskraft uden overenskomst er særligt udbredt her i det nordsjællandske, hvor man ellers ikke skulle tro at folk generelt mangler penge til at betale efter overenskomsten. Gad vide hvad de selv ville sige til at deres arbejde blev overtaget at nogle, der kun fik det halve i løn, funderer Ole Pedersen.
Slut med tålmodigheden
Han giver heller ikke meget for de østeuropæiske arbejdere, der fortsætter med at lade sig underbetale, selv om de udmærket godt ved, at de er med til at undergrave løn- og arbejdsforhold for deres danske kollegaer.
- I starten efter østudvidelsen kunne man måske godt tale om, at dem der kom herop var uvidende om forholdene, og at det kunne tjene som undskyldning. Men nu har det stået på så længe og så systematisk, at dem, der lader sig udstationere her, udmærket er klar over, hvad de gør, siger Ole Pedersen.
- Det er helt bevidst at de ikke vil melde sig i fagforening, og vil nøjes med en løn, som er langt under overenskomsten. De kommer kun til os hvis de også bliver snydt for de skillinger. Hidtil har vi hjulpet dem, men nu må det snart have en ende. Jeg mener vi nu må til at stille krav om at de organiserer sig, siger formanden for 3F Nordøstsjælland.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278