09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Overenskomst til hjælpere

Overenskomst til hjælpere

Fredag, 08. august, 2008, 00:00:00

FOA har indledt en kampagne for at få tegnet overenskomster for handicaphjælperne

FOA har i mange år forgæves forsøgt at få ordnede forhold for handicaphjælperne. Nu har en lovændring gjort det muligt, og forbundet har indledt en kampagne for at få overenskomster for faggruppen.
Den 28. august er der inviteret til stormøde i Odense for alle landets ca. 4.000 handicaphjælpere. Det sker blandt andet for at give hjælperne mulighed for at komme med deres ønsker til, hvad en overenskomst for deres arbejde skal indeholde.
Og meget tyder på, at der er brug for en overenskomst. En undersøgelse har afsløret, at mange kommuner snyder på vægten ved aflønning af handicaphjælperne.
Ankestyrelsen spurgte sidste år 20 kommuner, hvordan de giver støtte til, at handicappede kan aflønne deres hjælpere.
Undersøgelsen viser blandt andet, at kun 15 procent af kommunerne følger den overenskomst, der gælder for social- og sundhedspersonale, selv om Socialministeriet anbefaler, at de følger den.
Af undersøgelsen fremgår det også, at tre ud af fire kommuner ikke tager højde for, at der skal indbetales til barselsfond, at næsten halvdelen ikke indregner pensionsbidrag, at næsten lige så mange ikke tager højde for betaling af overarbejde og at 15 procent ikke indregner tillæg for arbejde om aftenen, natten, i weekender og på helligdage.
- Det er dybt deprimerende, at kommunerne opfører sig som de værste udnyttere af østeuropæisk arbejdskraft, når det gælder denne gruppes løn- og ansættelsesforhold. Det viser, at der er stort behov for at få forhandlet ordentlige overenskomster på plads, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland