09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Andelsboliger koster dobbelt

Andelsboliger koster dobbelt

Lørdag, 09. august, 2008, 00:00:00

Andelsboligbeviserne er siden 2004 blevet så dyre, at det nu er svært at finde købere

Det er blevet næsten dobbelt så dyrt at kunne skrive sit navn på et andelsbevis, siden regeringen i 2004 gav andelsejerne mulighed for at belåne deres bolig.
Det viser en undersøgelse, ejendomsmæglerkæden Home har foretaget for Arbejderen.
- Siden 2004 er den gennemsnitlige pris på de andelsbeviser, vi har solgt, steget fra 350.492 kroner til 685.324 kroner, fortæller kommunikationschef i Home, Niels H. Carstensen, til Arbejderen.
Home er landets største ejendomsmæglerkæde og står for omkring en fjerdedel af salget på andelsboligmarkedet. Deres opgørelse bygger på andelsbevisets pris; hvis andelsforeningen har lån, kan den endelige pris på lejligheden derfor godt være endnu højere.
Udviklingen tog for alvor fart, da den offentlige vurdering gav andelspriserne et voldsomt hak opad i kølvandet på regeringens lov om belåning af andelsboliger.
Efter 2006 lagde vurderingen sig tæt op ad prisen på privat udlejning, og siden har Home oplevet, at det er blevet sværere at sælge andelene.
- Det er klart, at når prisen stiger til det dobbelte, så udelukker man nogle købere, og det viser sig i et lavere salg. I år er salget faldet med næsten en tredjedel, siger Niels H. Carstensen.
Ejendomsmæglerne må ofte sælge boligerne 20 procent lavere end den offentlige vurdering og i visse tilfælde helt op til 40 procent billigere, oplyser han.
Prisudviklingen på andelsboligmarkedet er en af de faktorer, der har gjort det sværere at finde en billig bolig.
På lejeområdet oplever Lejernes LO, at næsten hver anden private udlejningslejlighed bliver moderniseret, når der skiftes lejer, med en voldsom huslejestigning til følge.
- Regeringen har hidtil ikke villet støtte forslag om at hindre den spekulative modernisering, eller at de udlejes i spekulative udlejningsformer, såsom stråmandsudlejning og hoteludlejning, hvis eneste formål er at få en markedsleje ind ad bagdøren, siger cheføkonom i Lejernes LO, Jesper Larsen, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland